Artikel top billede

(Foto: Pexels.com)

Salesforce efter analyse: Priserne på julegaver købt online står til at blive 20 procent højere end i fjor

Forsyningsproblemer vil få priserne op til årets julehandel til at stige en femtedel advarer softwaregiganten Salesforce, som netop er udkommet med dette års e-handelanalyse over julen.

Igen i år anslås det, at onlinehandlen op til jul vil sætte nye rekorder. Det på trods af, at softewareleverandøren Salesforce i en ny analyse advarer om, at priserne i e-julehandlen i år vil bliver op til 20 procent dyrere end sidste år.

Årsagen er, at forsyningsproblemer øger omkostningerne for virksomhederne, og den regning sendes videre til forbrugeren.

Den amerikanske softwaregigant baserer sin analyse på indkøbsdata fra mere end en milliard forbrugere, skriver virksomheden i en pressemeddelese.

Undersøgelsen viser desuden, at tendensen til stigende priser allerede i 3. kvartal af 2021 er slået igennem for visse varetyper.

Det gælder særligt møbler, der grundet akutte udfordringer i forsyningskæden, oplevede prisstigninger på 32 procent i perioden fra juli-september. Tilsvarende problemer gjorde sig gældende på legetøj og elektronik, som forbrugerne skulle betale 21 procent mere for.

Trods de stigende priser anslår analysen aligevel, at salget vil stige syv procent sammenlignet med juleperioden sidste år. Den øgede handel er dog mere beskeden end den vækst på 50 procent, som onlinemarkedet så i 2019-2020.

"Julehandlen i år er på mange måder ramt af en perfekt storm af stigende omkostninger, lav tilgængelighed af mange varer og lange leveringstider, der vil være med til at gøre livet svært for forbrugerne," konstaterer Anders Gustafson, der er regional topleder for Salesforce Commerce Cloud i Danmark og Norge.

Han fortsætter:

"Det stiller ekstra krav til butikkernes serviceniveau i de kommende måneder og står i
skarp kontrast til sidste år, hvor restriktionerne i den fysiske detailhandel og den massive vækst online fyldte mest."