Driftsindtjeningen hos teleselskabet Telias danske forretning tager et mærkbart dyk på 22 millioner kroner sammenlignet med samme periode sidste år.
Det viser selskabets netop fremlagte regnskab for tredje kvartal, hvor selskabet lander en driftsindtjeningen på 175 millioner kroner. Året før lød det tal således på 197 millioner kroner.
Faldet sker på trods af, at Telia i samme periode har oplevet en stigning i antallet af nye kunder, der er kommet ind i forretningen.
Antallet af mobilkunder stiger med 3.000 i løbet af det seneste kvartal mens antallet af kunder, der har købt et simkort til en IoT-enhed, er steget med 58.000 i de seneste tre måneder.
Det får den danske ledelse i teleselskabet til at glæde sig over resultatet, som man mener viser, at Telia har valgt den rigtige strategi.
“Vi fortsætter med at modernisere mobilnetværket, for at kunne tilbyde størstedelen af danskerne lynhurtigt 5G ved udgangen af 2022. Ved udgangen af tredje kvartal har vi opgraderet 500 mobilmaster med 5G-mobilteknologi og samtidig øget 4G-kapaciteten. Vi er dermed godt på vej mod årets mål om at opgradere 1.000 mobilsites i løbet af 2021, som er giver et væsentligt løft af den vigtige digitale danske infrastruktur,” siger Petr Cermak, fungerende CEO i Telia Danmark i regnskabet.
Nedgang for moderselskabet
Også når det gælder internet og streamingtjenester, mener Telia selv, at man står et stærkt sted i markedet. Selskabet oplyser dog ikke noget om, hvor mange nye kunder selskabet har fået på dette område.
“Vi har sat en tydelig position for Telia, der skal være familiernes førstevalg inden for mobiltelefoni, internet, TV- og streamingløsninger, og har senest føjet Netflix og discovery+ til vores underholdningstilbud. Samtidig har vi relanceret Call me, med et tydeligt fokus på billig og enkel mobiltelefoni, så vores to forbrugerrettede brands nu står skarpt i markedet. På erhvervsområdet oplever vi stor interesse for bl.a. IoT-løsninger til optimering af forsyningssektoren og logistikbranchen, hvor vi p.t. oplever god vækst”, siger Petr Cermak.
Regnskabet for den danske del af forretningen kommer samtidig med, at moderselskabet også fremlægger rengskab for hele koncernen.
Her falder driftsindtjeningen også med 4,9 procent. Dermed lander resultatet på 7,8 milliader svenske kroner.