Med over seks år på bagen er Windows 10 en velkendt størrelse, hvis du er pc-bruger.
Styresystemet, som ved lanceringen blev udråbt som den ’endegyldige’ version af Windows, blev imidlertidig ikke den sidste udgave af Microsoft-styresystemet, som med næsten 35 år på markedet er en veteran iblandt styresystemer.
Windows 11, som udkommer 5. oktober denne uge, byder dog på en omsiggribende revidering af både udseende og interface, som beskrevet her.
Overhalingen vil altså pille ved den måde, du skal arbejde med pc’en. Og det kan du altså undgå, ved at blive ved Windows 10 nogen tid endnu.
Herunder giver vi dig en guide til, hvordan du udskyder opdateringen.
Sørg for at få den rette opdatering
Modsat tidligere Windows 10 opdateringer lægger Microsoft ikke op til, at Windows 11 bliver noget, som der skal tvangsopdateres til.
Som bruger vil man selv aktivt skulle godkende og hente opdateringen til Windows 11, som vil blive tilgængelig igennem ’Indstillinger’ (Win+I) og dennes undermenu ’Windows Update’.
Netmediet GHacks noterer her, at Pro-licenser, undervisnings-licenser og enterprise-licenser endda vil få mulighed for helt at blokere for en opdatering til Windows 11 igennem Windows’ register eller Microsofts ’Policy Editor’, som tilgås ved at taste ’Win+R’ efterfulgt af ’gpedit.msc’.
De råder dog samtidig brugere til at holde igen med blokeringen til senere på året, efter at næste overhaling af Windows, indtil videre kendt som Windows 21H2, udgives.
Denne er umiddelbart også sat til at blive udsendt i denne oktober måned, lyder det ifølge netmediet Windowslatest.
Prøv Windows 11 allerede nu
Skulle du have lyst til at prøve det nye Windows af, kan dette gøres allerede nu igennem selskabets ’Insider’-program, hvor selskabet udgiver testversioner af Windows til fri afbenyttelse.
Her kan vælges mellem tre forskellige spor til udviklere, betatestere samt den mest driftssikre 'Release Preview', som er lig den, som Microsoft vil offentliggøre i morgen.
Disse tilgås igennem Windows Insider-program via dette link.
Fordelen ved at afvikle Windows 11 igennem Insider-programmet er, at det blot kræver en udmelding at rulle systemet tilbage til Windows 10.
Det kræver dog naturligvis, at din pc er i stand til at afvikle det nye styresystem.
Det kan du undersøge ved at følge anvisningen her: