Artikel top billede

(Foto: Photo by freestocks.org on Unsplash)

Bredbånds-kæmpe kræver millioner af kroner af Netflix efter Netflix-serie har fået trafikken til at eksplodere

Den sydkoreanske bredbånds-kæmpe SK Broadband sagsøger Netflix med krav om flere hundrede millioner kroner, efter Netflix-serie har fået den sydkoreanske internet-trafik til at eksplodere.

Den sydkoreanske bredbånds-gigant SK Broadband vil have amerikanske Netflix til at lægge flere hundrede millioner kroner på bordet og sagsøger nu Netflix med krav om kontant betaling.

SK Broadband mener, at Netflix skal betale, fordi sydkoreanerne streamer Netflix ret voldsomt, hvilket øger SK Broadbands omkostninger til vedligehold, investeringer og lignende.

Netflix-streamingen har især taget fart med lanceringen af de sydkoranske serier D.P og Squid Game, som sydkoreanerne er helt vilde med.

Steget med 24 gange

Ifølge SK Broadband er Netflix-trafikken således steget med 24 gange fra maj 2018 til september 2021.

Netflix meddeler, at selskabet er klar til drøftelser med SK Broadband, og at det vigtigste er, at kunderne ikke bliver ramt af uenighederne.

Netflix er for tiden den næst-største trafik-generator på internettet i Sydkorea efter YouTube, som Google ejer.

Netop Google og Netflix er ifølge Reuters de eneste af de store indholds-leverandører, der ikke betaler et gebyr til de sydkoreanske bredbånds-leverandører for at håndtere trafikken.

Både Apple, Amazon og Facebook betaler således et beløb.

SK Broadband mener, at Netflix skal betale mindst 140 millioner kroner i afgift for 2020 alene.

Netflix peger til gengæld på, at selskabet har skabt 16.000 job i Sydkorea, hvor selskabet har investeret 770 milliarder won - omkring 4,5 milliarder kroner.

Reuters meddeler, at Netflix i USA gennem de seneste syv år har betalt en afgift til bredbåndselskabet Comcast for at sikre hurtigere bredbånds-forbindelser.