Tidligere på ugen erkendte en 35-årig kvinde fra New York, at hun havde ødelagte data i en unavngiven amerikansk kreditforening, hvor hun for nylig var blevet fyret.
Kvinden, Juliana Barile, blev ifølge et anklageskrift fra anklagemyndigheden i New York fyret fra sit job den 19. maj 2021, mens hun arbejdede hjemmefra.
Selskabets it-afdeling fik dog ikke lukket ned for hendes adgang til de forskellige it-systemer og netværk.
Slettede 21,3 gigabyte data
To dage senere kunne hun derfor logge på kreditforeningens filserver og i løbet af 40 minutter slettede hun i en sand digital blodrus 20.433 filer og 3.478 biblioteker.
”I alt blev der slettet i omegnen af 21,3 gigabyte data fra filserverens p-drev, som medarbejderne omtalte som fildelings-drevet,” lyder det i anklageskriftet.
Blandt de slettede data var der filer, der relaterede til låneansøgning fra borgere samt indhold af en mappe med relation til anti-ransomware software fra selskabet Cynet. Mappen havde navnet Cynet Ransom Protection (Don’t delete).
"Jeg slettede p-drevet lol"
Fem dage senere sendte kvinden en række beskeder til en ven, hvor hun blandt andet skrev: ”De fjernede ikke min adgang, så jeg slettede p-drevet lol.”
Ifølge anklageskriftet var it-afdelingen blev bedt om at lukke ned for hendes adgang, men af uvisse årsager skete det ikke.
It-mediet The Register påpeger desuden i en artikel at sagen ikke er et enkeltstående tilfælde.
Eksempelvis erkendte en tidligere Cisco-ansat i august 2020 at have slettet 456 virtuelle AWS-maskiner, mens en ansat i det amerikanske firma Blue Stone Strategy Group i 2019 blev i dømt to års fængsel for at slette filer hos sin arbejdsgiver.
En ansat i et britisk firma fik i 2019 ligeledes fængselsstraf på to år, da han slettede sin tidligere arbejdsgivers AWS-konti.
Ifølge The Register risikerer Juliana Barile en fængselsstraf på op til 10 år, og en talsperson fra amerikanske forbundspoliti FBI påpeger desuden i en udtalelse, at det ikke alene var kvindens arbejdsgiver der led skade, men også skabte problemer for de mange borgere, der midt i et boligkøb fik slettet data til deres låneansøgninger.