For rundt regnet en milliard dollar køber A.P Møller-Mærsk-koncernen nu to logistikvirksomheder med speciale i online handel.
Det er fjerde gange, at Mærsk gennem opkøb udvider forretning, skriver Børsen.
Der er tale om de to virksomheder B2C Europe og Visible SCM, der begge har fødderne plantet indenfor logistik og e-handel.
Ifølge Børsen skal Mærsks aggressive opkøb ses i sammenhæng med, at topchef Søren Skou vil have en større del af de traditionelle transportfirmaers forretning ved også at sætte sig tungere på den sidste del af logistikkæden.
Dermed vil Mærsk i større grad kunne dække en samlet, skræddersyet logistikløsning til kunderne, lyder det.
Mærsk er netop også kommet med et flot regnskab for andet kvartal, hvor koncernen solgte for 14,2 milliarder dollar. Desuden ser Mærsk nu ind i rekordoverskud og en pengetank, der for alvor bugner på omkring 200 milliarder kroner.
Den solide økonomi får også Søren Skou til i forbindelse med regnskabet at tale om flere opkøb.
"De stærke pengestrømme og den ekstraordinært høje indtjening betyder, at vi kan investere yderligere, bevare momentum og udvide vores aktiviteter, også igennem opkøb og samtidig sikre attraktive afkast til vores aktionærer," lyder det fra topchefen.