EU's konkurrencekommissær og ledende vicepræsident Margrethe Vestager har åbnet endnu en konkurrencesag mod en amerikanske it-gigant.
Kommissonen skal se nærmere på Googles lukrative annonceforretning, hvor EU mistænker selskabet for at favorisere sine egne produkter.
Det vil være i strid med konkurrencelovgivningen, og derfor er Vestager nu klar til at tage kampen op mod den amerikanske søgegigant.
"Online annonceservice er kernen af, hvordan Google og andre udgivere kommercialiserer deres online services. Google indsamler data til målrettede annoncer, sælger annonceplads og fungerer som mellemmand for annoncer," forklarer Margrethe Vestager i en pressemeddelese.
"Dermed er Google til stede i næsten alle dele af forsyningskæden af onlinemarketing. Vi er bekymrede for, at Google har gjort det sværere for konkurrenter inden for online annonceservices at konkurrere i den såkaldte annonce tech-stack."
EU's konkurrencesag kommer primært til at fokusere på kravet om at bruge Googles egen 'Ad manager', Googles planer om at fjerne tredjeparts-cookies, og planerne om at brugerne kan fravælge personlige annoncer i Android-styresystemet.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters havde Google en omsætning fra sin annonceforretning på 147 milliardar dollar i 2020. Det svarer til 919 milliarder kroner og er mere end noget andet selskab i verden.
I Danmark sidder Google også på langt størstedelen af annoncekronerne i landet.
En undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har tidligere vist, hvor massiv indtjeningen er i Danmark.
I 2018 var omsætningen for onlineannoncer på godt otte milliarder kroner. Her sad Google på cirka 50 procent mens Facebook har 15 procent af markedet. De to giganter tjente dermed godt 5 milliarder kroner til sammen.