It-milliardæren Peter Thiel ser store muligheder i den nordiske tech-sektor.
Han er nu med til at stille kapital til rådighed for en ny venturefond under investeringsselskabet Snö Ventures.
Venturefonden står klar med 100 millioner dollar - næsten 650 millioner kroner - der skal investeres i tech start-up-selskaber i Danmark, Islland, Finland, Norge og Sverige.
Det kommer til at ske ud fra hovedkvarteret i Oslo, hvor Peter Thiel vil indtræde som investor og såkaldt strategisk partner.
Snö Ventures vil med fonden - der er selskabets anden investerings-fond - investere i start-ups med højt vækst-potentiale og planlægger at gå tidligt ind med venture-kroner.
Selskabet oplyser, at Danmark set ud fra en international investors synspunkt for tiden er meget stærk på fintech, mens Sverige er stærk på AI, bæredygtighed og internet-løsninger til forbrugerne.
Peter Thiel har tjent milliarder af kroner på sine investeringer i især it-selskaber via blandt andet venturefonden Founders Fond, der blandt andet har investeret i Airbnb.
Han grundlagde sin formue på PayPal, som han var med til at stifte, ligesom han er bagmanden bag det omstridte data-mining-selskab Palantir.