Godmorgen.
Her kommer ugens næstsidste morgen-briefing fra Computerworld på en dag, hvor der igen ser ud til at være sol på programmet for det meste af landet.
Lars Seier: "Blockchain er lige så revolutionerende som internettet"
Sådan lyder det fra rigmanden og Saxo Bank-medstifteren Lars Seier på et livefeed på Youtube onsdag, hvor hans kæmpe blockchain-satsning Concordium blev søsat.
Det skriver Børsen.
"Hele blockchain-teknologien minder mig om starten på internettet. Der er noget af det samme potentiale med virkelig mange virksomheder, der vil bygge på det. Uden at det er til at forudsige, hvem der får succes," lød det videre fra Lars Seier.
I et interview med Computerworld i går, onsdag, cementerer Concordiums direktør, Lone Fønss Schrøder, at Concordium bliver en af de helt store vindere i blockchain-ræset.
"Jeg forventer, at vores GTU bliver den ledende kryptovaluta i verden, og at alle i verden vil have adgang til vores blockchain og benytte sig af den," sagde hun her.
Region afsætter millioner til digitale projekter
Region Sjælland er klar med 65,5 millioner kroner til især opgradering af den digitale infrastruktur i regionen.
Der er afsæt 26 millioner kroner til at opgradere til 4g-netværk på sygehusene og i psykiatrien, mens der afsættes der 39,5 millioner kroner til blandt andet bedre faciliteter til online behandling og etablering af flere it-arbejdspladser i Ringsted.
Regionsrådet har også sat 18 millioner kroner af til e-hospitalsfaciliteter i Næstved.
Endelig er der også bevilget 19 millioner kroner til ombygning af det tidligere Ringsted Sygehus for at gøre plads til 55 yderligere it-medarbejdere.
Dansker får millioninvestering efter Y Combinator-forløb
Den verdensberømte iværksætter-skole Y Combinator i Silicon Valley fik i år deltagelse af danske Ulrik Stig Hansen fra Roskilde, der er i begyndelsen af 30'erne.
Forløbet har nu sikret ham og hans makker Eric Landau, der sammen har stiftet virksomheden Cord, en investering på 27,5 millioner kroner fra den ældste venturefond i Silicon Valley, CRV.
Det skriver Børsen.
Cord vil revolutionere arbejdet med såkaldt ’data labelling’ og forarbejdet med data i forbindelse med udvikling af kunstig intelligens.
KMD-direktør skifter til Fujitsu
Efter 13 år hos KMD, senest som direktør for transformation, udvikling og salg, skifter Line Sinding Skött til konkurrenten Fujitsu, hvor hun skal være salgsdirektør for Danmark og Grønland.
Det skriver hun på Linkedin.
"Tak for denne gang. Tak for 13 gode år i KMD. Det har ikke været nogen let beslutning at tjekke ud, men muligheden var den rigtige for mig nu," skriver hun.
SMV'er er for dårlige til at passe på deres hjemmesider
Selvom mange virksomheders indtjening i høj grad er afhængig af deres digitale tilstedeværelse, er især SMV'er ikke særligt gode til at passe på dem.
Sådan lyder det fra it-leverandøren Team.blue i en meddelelse, der peger på, at flere SMV'er ikke har styr på ejerskab af hjemmesiderne, som de også mangler faste arbejdsgange for.
"Vi får mange henvendelser fra virksomheder, der er i panik, fordi de har mistet adgangen til deres hjemmesider, så min vurdering er, at der er tale om et generelt problem," lyder det fra Tim Holmvard, der er support manager hos Simply.com, som ejes af Team.blue.
Netflix-tankegang kan spare det danske sundhedsvæsen for 200.00 timer
Ifølge det danske it-hus Conecto kan man spare op mod 200.000 timer i det danske sundhedsvæsen ved at tænke på sundhedspersonalet som Netflix-brugere.
Det danske sundhedspersonale logger nemlig ifølge Conecto på en pc og ind i systemer mere end 70 gange dagligt, og det er netop denne besværlige og tidskrævende logning, som kan gøres langt mere effektiv ved at skelne mod Netflix, mener Conecto.
"Flere steder herhjemme benytter man en såkaldt Tap’n’Go-løsning, hvor man scanner et kort og indtaster en pinkode, så et login blot tager to sekunder. Ligesom Netflix lader dig fortsætte din serie, præcis hvor du slap, så kan sundhedspersonalet også fortsætte med den journal, de arbejder på, uanset hvilken hospitals-pc, de bruger," forklarer Thomas Lehmann, der arbejder med brugeradfærd hos Conecto.
Ifølge Conecto er de første skridt allerede taget i flere regioner, hvor login-processen er blevet reduceret fra 11 til to sekunder.
Digitalt sundhedskort fører til kæmpe vækst i organdonorer
Lanceringen af den digitale version af det gule sundhedskort har ført til en positiv sidegevinst.
Som del af løsningen er det nemlig blevet særdeles nemt at registrere sig i organdonorregistret, tweeter sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.
"Vores nye digitale sundhedskort indeholder lille, enkel nudging, der gør det nemmere at tage stilling til organdonation. Efter første uge har næsten 27.000 nye borgere registeret sig i organdonorregistret. Det svarer til 1/2 af de nye registreringer, vi normalt får på et helt år."