Microsoft Teams er et super vigtigt værktøj for virkelig mange virksomheder, som har fået kolossal betydning under corona, og som også i Danmark har cementeret sin position blandt samarbejdsværktøjer.
Microsoft har da også gjort ganske meget for at fastholde interessen med nye funktioner blandt andet. Og Teams har nu cirka 145 millioner bruger dagligt.
Sidste år blev det også muligt at udvikle tredjepartsapps til Teams, men Microsoft vil rigtig gerne skubbe endnu mere på udbuddet af trediepartsapps.
Derfor åbner Microsoft nu for vigtige API’er, adgangen til Teams Store og Microsofts værktøjer til samarbejdsværktøjer. Nyheden slap ud under Microsoft Build-konferencen og blev rapporteret af The Verge blandt andre.
Mulighed for betaling i app'en
Med det nye initiativ bliver det nu snart muligt at kode og udbyde apps, som forbinder direkte til Teams brugerflade og som tilbyder såkaldt in-app betaling og abonnement. Det bliver tilmed muligt at bygge apps, som får adgang til video og lyd i realtid fra Teams.
“Hvis du kan bygge webapps, vil du også kunne bygge udvidelser til chats, kanaler og møder i Teams”, siger Jeff Taper, chef for Microsoft 365 collaboration, til The Verge.
Det bliver altså muligt at bygge en gang og så distribuere og køre apps på tværs af platforme. Det vil sige, at tredieparts-apps vil kunne afvikles på Windows, Mac, web, iOS, Android og Linux.
The Verge skriver, at Microsoft også gør det nemmere for udviklere at bruge og integrere apps med Visual Studio og Visual Studio Code.
Adgang til lyd og video i realtid fra denne sommer
Den såkaldte Together-mode i Teams, hvor mødedeltagerne ved hjælp af AI bliver placeret i et virtiuelt auditorium, bliver også åbnet op for udviklere, så de med et sæt værktøjer kan designe nye scener til Together Mode.
Adgangen til lyd og billeder i realtid fra Teams bliver mulig i løbet af sommeren, og det vil formentlig blive udnyttet til nye tredjeparts-apps til eksempelvis transskribering. Men det bliver også muligt at udvikle helt nye apps med en anden brugerflade, som suger lyd, billeder og chat fra Teams og får det til at samarbejde med andre apps.