Stifteren og topchef for Facebook, Mark Zuckerberg, føler sig overbevist om, at Apples kontroversielle iOS 14-opdatering vil være en fordel for verdens største sociale medie.
Zuckerberg er overbevist om, at Facebook “vil være i stand til at navigere igennem” Apples planlagte opdatering.
Det skriver erhvervsmediet CNBC.
Den kommende iPhone-opdatering kommer til at forhindre selskaber som Facebook i at opsamle oplysninger om brugerne, med mindre man aktivt har godkendt det.
Derfor forventes opdateringen at være en markant kæp i hjulet på Facebook, hvis forretningsmodel baserer sig på at sælge oplysningerne om platformens brugere til annoncører.
Men det mener Facebooks topchef altså ikke nødvendigvis er et problem.
“Det er muligt, at vi vil stå i en endnu stærkere position, hvis Apples ændringer opfordrer flere virksomheder til at foretage mere af deres salg gennem vores platforme ved at gøre det sværere for dem (virksomhederne, red.) at bruge data til at finde frem til de relevante kunder uden for vores platforme,” lyder det fra Facebook-topchefen.
Facebook har tidligere fortalt, at Apples ændringer kan føre til et fald på 50 procent i såkaldt Audience Network-annoncering. Det repræsenterer dog under 10 procent af Facebook samlede omsætning, lød det sidste år fra selskabets finansdirektør for at berolige investorerne.
Opdateringen er blevet udfordret
Apples kommende opdatering til sin populære iPhone er langt fra gået ubemærket hen.
De franske myndigheder valgte tidligere på ugen ikke at forsøge at bremse udrulningen af de nye privacy-funktioner, men åbnede samtidig en sag mod selskabet.
Frankrigs konkurrencemyndigheder er nemlig bekymret for, om Apple misbruger sin position som verdens største smartphone-producent til at udelukke andre virksomheder.
Du kan høre meget mere om den kommende iOS-opdatering, og hvorfor den endda har fået EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager til at blande sig i Computerworlds ugentlige nyhedspodcast lige her:
Husk også du kan abonnere på Inde i maskinen på iTunes (link), Spotify (link), Google Podcast (link) eller RSS (link).
Læs mere her:
Myndigheder frikender Apple forud for kontroversiel opdatering