Artikel top billede

(Foto: Digitaliseringsstyrelsen/PR)

Myndighederne lancerer første udgave af digitalt coronapas

Første udgave af coronapasset er nu tilgængeligt på sundhed.dk. Fra midten af marts integreres løsningen i MinSundhed-appen, oplyser Digitaliseringsstyrelsen.

Første skridt mod et fuldt funktionsdygtigt coronapas er taget.

Nu er det muligt for borgere at se og printe et personligt coronapas på Sundhed.dk. Her kan man se status for PCR-tests og vaccine-forløb.

Fra midten af marts vil løsningen findes i appen MinSundhed. Det oplyser Digitaliseringsstyrelsen.

Derved er en samlet, digital løsning for coronapasset klar inden sommer, lyder det. Indtil videre lyder sigtet, at løsningen er færdig i maj.

I februar 2020 blev arbejdet sparket igang med at udvikle det digitale coronaps, der skal bidrage til en gradvis åbning af samfundet, selvom det endnu er uvist, hvad coronapasset vil give adgang til.

Læs også: Finansminister Nicolai Wammen (S): Det digitale coronapas vil være klar til maj

Coronpasset udvikles med hjælp fra et partnerskab med erhvervs- og kulturlivet, der skal være med til at definere, hvordan løsningen bliver anvendelig for dem, der skal bruge det.

"Der er den 2. marts afholdt første møde i partnerskabet, hvor der blev givet fuld opbakning til hurtigst muligt – i forlængelse af de eksisterende løsninger på sundhedsområdet – at lancere en løsning, der kan understøtte genåbningen," skriver styrelsen.

Udviklingen af en løsning for et digitalt coronapas sker i et samarbejde på tværs af Sundhedsministeriet, Danske Regioner, Erhvervsministeriet, Justitsministeriet, Kulturministeriet og Finansministeriet. Hertil kommer ovennævnte partnerskab.

Derudover har projektet nedsat et advisory board, der består af en række eksperter fra Datetisk Råd og Cybersikkerhedsrådet. Da Smittestop-appen blev lanceret sidste år, så man et lignende setup.

Læs også: Partier afkræver regeringen svar om kommende vaccinepas: "Jeg forstår simpelthen ikke, hvad der sker"