Det må være enormt nemt at blive opslugt at tidens trends som spiludvikler, for hvem ønsker ikke gerne at have et potentielt pejlemærke for vejen til succes? Derfor har vi også allerede set utallige mængder af udgivelser forsøg sig med en variation af den magi der har givet spil som Fortnite, League of Legends, Counter-Strike og et utal af andre hits kunsten efter.
Få udviklere kan dog siges at have fået deres udgivelser kigget lige så nøjsomt igennem som den japanske gigant Nintendo, der stort set har fået alle deres ideer analyseret, gengivet, genopfundet og genudgivet uden den samme succes som originalen, siden Super Mario første gang hoppede over skærmen.
Rogue Heroes: Ruins of Tasos synes ligeledes at have kigget med beundrende øjne mod Nintendo, omend det dog har været Zelda-serien der har nydt størst beundring. Men på forfriskende vis er det ikke de mere moderne, gigantiske 3d-eventyr der er blevet lånt fra, men snarere seriens ældre og lidt mere begrænsede udgivelser og det må siges at have været en god beslutning.
En stor verden er således klar til at blive udforsket, med drivkraften værende at en ond magt naturligvis har valgt at være grusom ved alt og alle, samt at det kun er helten som spilleren tager kontrollen over der kan gøre det hele godt igen. Originalt er det ikke, men heldigvis er det også aldeles ligegyldigt i forhold til resten af pakken.
Verdenen er delt sådan op at fire forskellige huler rummer de hemmeligheder der i sidste ende vil give adgang til den egentlige hovedfjende. Hver af hulerne er dog tematisk inddelt efter den boss der venter dybest nede i grotternes dunkle afkroge, og det former også de udfordringer der kræver for at nå dem.
I klassisk Zelda-form udnytter hver af hulerne de værktøjer som man løbende får adgang til, hvilket kommer til at fungere som en naturlig måde at aflåse områder på indtil man som spiller er klar til at gå i flæsket på dem. Er man blevet opflasket i spilregi med åbne verdner og få regler, vil den slags virke restriktivt, men for alle os andre fungerer det fint.
Desværre er vejen mod grotterne sjældent lige så sjov. Den omkringliggende verden er en labyrint af passager, som hverken tilbyder særlig stor frihed eller hemmeligheder der er spændende nok til at de er værd at bruge tiden på.
Mest af alt er det dog en lidt uoriginale tilgang til det hele som gør jagten på indgangene kedelige, og den del af oplevelsen står i tydelig kontrast til den overraskende blanding af det velkendte og originale som man oplever i hulerne.
Rogue Heroes har som navnet antyder, således blandet en smule inspiration fra det klassiske Rogue ind i det hele, hvilket betyder at man i grotterne bliver sendt tilbage til start hvis man skulle miste den sidste livsenergi til en fjende eller fælde. Man får dog lov til at beholde de krystaller som man har indsamlet på sin vej gennem de dunkle korridorer, og disse kan bruges til at opgradere det lille lokalsamfund der fungerer som spillerens base.
Desto flere ressourcer man bruger på at opgradere den lille by, desto flere indbyggere vil finde deres vej dertil og da de ofte har forskellige evner med sig, vil man inden længe blive mødt af en smed der kan opgradere våben, hekse der kan tilføje lidt magi til det hele og et væld af andre roller som alle sammen kan forsøde livet en smule.
Blandingen af nyt og gammelt er underholdende hvis man går på eventyr alene, men Rogue Heroes er hele vejen igennem skruet sammen som en multiplayer-oplevelse og det er også her det hele fungerer absolut bedst. Grotternes udfordringer bliver pludseligt langt mere udspekulerede og samarbejdet sættes i højsædet. Nogen steder skal kontakter på tværs af banerne skal aktiveres på samme tid, mens en spiller et andet sted skal beskytte de andre, mens disse bærer en krystal til dens destination. Udfordringerne er mange og som del af et velsmurt hold er det en fornøjelse når det hele fungerer.
Desværre har Rogue Heroes stadig en del børnesygdomme som ødelægger glæden en smule. Mest iøjefaldende og ødelæggende er at eventyret ganske simpelt engang i mellem har svært ved at synce spillerne med hinanden, hvilket betyder at det hele må genstartes og begynde forfra på en udfordring. Andre gange virker nogle af værktøjerne ikke som de skal og en genstart er igen påkrævet.
Når det hele virker er Rogue Heroes dog en fornøjelse og der med glæde har lånt nogle af de bedste ideer fra det undervurderede The Legend of Zelda: Four Swords Adventures og tilsat det sine egne variationer af Rogue-genren. Har man venner at gå på eventyr med og tiltro til at udvikleren vil tage sig af de småsygdomme der endnu præger det hele, er her et hyggeligt eventyr i vente.