Der er sjældent før blevet farvet så meget inden for linjerne som der gøres for tiden, når det gælder de største serier der håber på at kunne blive ved med at lokke brugerne tilbage. Mange er udkogte varianter af hinanden, mens andre ikke engang har kigget så langt og i stedet præsenterer efterfølgere der knapt er til at skelne fra de udgivelser som de var tiltænkt at bygge videre på.
Derfor kan det også være lidt frustrerende gang på gang er at se Nintendo blive beskrevet som brugende samme tilgang, da de jo populært er firmaet hvis konsoller man køber hvis ”man vil spille Mario”.
Den japanske gigant har sjældent gået den sikre rute med verdens mest populære blikkenslager, og kigger man blot på hans sidste fem originale eventyr, er kreativiteten og spændeviden i forhold til forskellige spilmekanikker, så stor at få andre udviklere (uanset størrelse) vil kunne følge med.
Det var også en tilgang Super Mario 3D World gjorde brug af da det oprindeligt udkom til den næsten glemte WiiU-konsol. Med sin egen lurvede tilgang blandede det både nyt og gammelt, og endte som en blanding af det klassiske Super Mario World og Super Mario Galaxy, tilsat nye evner og en opbygning hvor hver ny bane bød på nye udfordringer.
Super Mario 3D World var charmerende fra start til slut og det er det heldigvis stadig i sin genudgivelse på Switch. At serien i mellemtiden er blevet tilføjet det skingrende skøre Super Mario Odyssey betyder godt nok at genudgivelsen virker en smule mere traditionel, men underholdningsværdien er stadig på plads.
Som solo-helt eller i samarbejde med tre venner, sendes man igen på et eventyr hvor spillereglerne hele tiden skifter, mens målet forbliver at indsamle mønter, lede efter hemmeligheder for at kunne gennemføre hver bane helt, og gøre brug af nye superkræfter som giver mulighed for at tilgå allerede udforskede baner på nye måder.
Det hele fungerer stadig fint, men det er svært at komme uden om at alderen begynder at kunne ses når det sammenlignes med den anden, nye del af pakken.
Foruden det allerede kendte eventyr, har Nintendo nemlig også fyldt et helt nyt spil i pakken der har sin egen historie og mekanikker, trods at det deler rammerne med 3D World.
Bowser er blevet mere vanvittig end sædvanligt efter at være blevet angrebet af en tjærelignende substans, og hans raseriudbrud har vokset sig så voldsomme at de influerer den omkringliggende verden og samtidigt gør hans familie en kende nervøs. Det ide har naturligvis også givet udvikleren nogle nye værktøjer at arbejde med.
De voldsomme raseriudbrud fungerer derfor som timede udfordringer, hvor man skal finde dække for ikke at blive ramt af den ondskabsfulde øgle. Raseriet betyder dog også at dele af banen falder sammen på en sådanne måde, at der dannes nye veje til områder man ikke tidligere kunne betræde, og derfor kan det med fordel betale sig at huske aflåste områder når man støder på dem.
Med sine unikke super- og kattekræfter, er blikkenslageren naturligvis den eneste der kan stoppe Bowser når raseriet har overtaget ham. Som to gigantiske kæmper der bevæger sig gennem miniput-versioner af de mange baner, må man delvist søge dække og sætte angreb ind når det kan lade sig gøre.
Desværre bliver denne del af eventyret hurtigt kedelig, og med kreativiteten der flyder igennem resten af oplevelsen, er det lidt underligt at se hvordan disse kampe gentager sig alt for ofte uden de store variationer.
Tilføjelsen af Bowser’s Fury er et stort plus til genudgivelsen af et eventyr der måske nok havde haft lidt svært ved at stå på egne ben, hvis den japanske gigant ikke havde gjort andet end at friske det grafiske en lille smule op.
Kombinationen af det velkendte, solide eventyr og det helt nye, mere originale Bowser’s Fury resulterer i en pakke som fans af Mario ikke bør lade sig gå forbi. Det er hverken det stærkeste eller mest kreative Mario-eventyr til dato, men er ikke desto mindre bundsolidt og virkelig underholdende.