Artikel top billede

Test: Dette smartwatch er som skabt til at krydse Gobi-ørkenen – men det fungerer også fint herhjemme

Garmin Instinct Solar er et af de første smart-ure, som slet ikke behøver at blive opladet – det har sin fordele og naturligvis også sine begrænsinger.

Markedets mest populære smartwatch, Apple Watch, kan alt muligt – men det kan det kun, når du i øvrigt ikke bevæger dig alt for langt væk fra en stikkontakt.

Efter et døgn om håndleddet, er batteriet faretruende tæt på at være afladet, og du skal være heldig og sparsommeligt i dit brug, før det kan holde sig kørende i to dage.

Derfor er dagens test-emne interessant. I stedet for at have en skærm, der evigt er tændt, har GPS-specialisterne fra Garmin i stedet forsøgt at hitte ud af, hvordan man laver et smartwatch, der kører på sollys.

Mød Garmin Instinct Solar.

Et Rambo-ur

Som barn af firserne er det første man bemærker at Garmin har skellet til den Rambo-æstetik, der prægede perioden.

Det ligner den samme hårde og uopslidelige ABS-plast, som den du finder i dine LEGO-klodser, og uret fås endda i samme farverigdom, som de ikoniske plastikbrikker fra Billund.

Action-helten fra firserne vil helt sikkert være fan af en af de camouflage-farvede versioner, som utvivlsomt vil matche ens full-size overlevelseskniv med indbygget kompas og fiskegrej.

Andre særudgaver i ’Tactical’ og ’Surf’ serier kan også fås – fælles for det mere rå look, de tilbyder, er at de er nogle hundrede kroner dyrere af grunde, som jeg ikke lige kan gennemskue.

Dagens test-emne er i den mere kedelige, men også mere diskrete, mørkegrå variant.

Urene er vand-, stød- og støvtætte nok til, at de kan tages med på stort set alle eventyr – måske lige med undtagelse af SCUBA-dyk.

Selve skærmens læsbarhed afhænger af det omkringværende lys, hvorfor det ikke altid er lige læseligt. Når det bliver mørkt, kan man dog trykke på en knap for at slå baggrundsbelysningen til. Det fungerer, men er ikke altid lige elegant.

Solfangere ombord

Det er ikke kun urkassen, der giver flashbacks til en anden tid. Selve skærmen er af den samme reflekterende slags, som min barndoms bipbip-spil.

Hvad der tilsyneladende er old-school teknologi gemmer dog på snedigt placerede solceller, der kan lade uret delvist op. Hele urskiven er faktisk en solcelle, men under skærmen er effektiviteten dog reduceret til 10 procent.

Og med denne kan der, teoretisk set, undgås at skulle lade op.

Solcellernes effektivitet kom selvfølgeligt for alvor på prøve under testperioden igennem de sidste par måneder, som har været kendetegnet ved rekordfå solskinstimer i en sæson, der i forvejen er mørk og grå.

Resultatet er, at Instinct Solar faktisk har været næsten 100 procent afhængig af den strøm, som der kan tankes op igennem. Det blev til små tre uger mellem opladningerne, men kan man holde sig selv beskæftiget udendørs i nogle timer hver dag, kan man på papiret hive et par ekstra ugers drift ud af uret.

Slår man strømsparefunktionen til, og tilbringer nogle timer i bragende solskin hver dag, kan man endda helt slippe for at skulle lade op. Omvendt skal man regne med, at så snart GPS’en er slået til, vil der tæres løs på batteriet, og man skal ikke regne med meget mere end et enkelt døgns drift.

Skulle man befinde sig i ødemarken, vil man dog kunne få glæde af navigations-, sporings- og ekspeditionsfunktioner, som kan assistere under eventyret.

Den største fordel med uret, synes jeg nu, ligger i batteriet, som er pumpet op ifht til de billigere Instinct-modeller. Det er næsten dobbelt så stort, og er det ur i Garmins portefølje med den længste driftstid.

Oplagt sparringspartner

Garmin Instinct Solar er først og fremmest et sports-ur, og det lever den i den grad op til.

Selve GPS-forbindelsen er sikker, pulsmålingen er nøjagtig, og der registreres alle de data man kunne ønske sig fra både ens træningspas og ens bevægelser i hverdagen.

Dertil kommer målinger som iltmætning, som er en af de smart-ure-funktioner som er dukket op alle vegne i 2020, men som jeg ikke har fundet det store behov for indtil videre.

Som fitness-tracker lever Garmin Instinct Solar op til de sports-prægede rødder og ambitioner, som et Garmin-produkt har.

Den skelner samtidig også effektivt mellem lav- og højintensitetsaktiviteter, hvilket giver et mere retvisende billede i den ugentlige statistisk.

I brug er den dog lidt mere klodset, end de flest smarture er nu om dage – her er ingen touch-betjening, og man skal derfor give sig tid til at kende knappernes forskellige funktioner, når træningsindstillingerne opsættes og ens træningspas sættes i gang.

I den lidt mere kuriøse afdeling finder man Garmins stress-monitorering, som giver en score, som jeg ikke rigtig kan se afspejle sig i min selvopfattede stress-niveau.

Smart-ur

Man skal passe meget på med at forvente for meget af Garmin Instinct Solar som dedikeret smart-ur. Det er nemlig godt og grundigt begrænset af både skærm og knap-betjening.

Som notifikationsforlænger fungererer det dog udmærket, uret vibrerer let, når der tikker en af de valgte notifikationer ind, og der dukker en flig af teksten op på skærmen. Nok til at se, om man har modtaget en vigtigt besked, men så heller ikke meget mere. Man kan klikke sig ind enkelte steder, men der vil typisk være hurtigere bare at tage mobilen frem.

Det er i sagens natur også meget begrænset, hvor meget urskiverne kan vise. Der kan vælges mellem syv forskellige faner, som giver et forenklet overblik over blandt andet tid, beskeder, aktivitet, kalenderaftaler og vejrudsigten.

Særdeles sejlivet

Det er et helt unikt segment, som Garmin forsøger at ramme med sit på flere måder basale, men på anden vis unikke, smartwatch.

Driftstiden er i en klasse for sig, det er designet sådan set også - om man kan lide det eller ej.

Er du eventyrer-typen, der bruger dine feriefridage på at krydse Gobi-ørkenen med minimal oppakning, vil du have en trofast følgesvend i dette ur.

Herhjemme kan det skam også bruges - jeg er mere entusiastisk omkring det enkle i uret. Det kan følge en i tykt og tyndt, mens det passer sin sports- og smartwatch-funktioner i baggrunden.

Nuvel, der skal kæmpes lidt med at få oplysningerne ud af uret, men der kan mobilen og Garmins udemærkede app nemt tage over.


Loading ikon