Om ganske få dage lancerer EU et sæt nye regler for techgiganter. Har de millioner af europæiske brugere og er de aktive og dominerende i mindst to forretningssektorer, får de betegnelsen ‘online gatekeeper’, som skal overholde et sæt meget specifikke nye regler. Det skriver Reuters.
Målet er at bremse eller stække de digitale giganternes magt, og de nye regler bliver centrale elementer i den såkaldte Digital Markets Act, som EU-Kommissær Margrethe Vestager vil præsentere på tirsdag i næste uge.
Reglerne er i færd med den sidste finpudsning, men ifølge Reuters vil de indeholde en liste med dos and don’ts for de digitale gatekeepers.
Listen med digitale gatekeepers bliver ikke særlig lang, erfarer Reuters.
Et af kriterierne for at havne på liste bliver det numeriske antal af private brugere og virksomheder, som man betjener på EU-plan.
Et andet bliver markedsandel målt i hele det indre marked.
Som udgangspunkt skal selskaberne på listen over digitale gatekeepers have aktiviteter på to områder - eksempelvis dels en søgemaskine, dels online-annoncering.
Reuters erfarer dog, at selskaber, der har dominerende aktiviteter på kun én af den slags platforme, alligevel godt kan havne på listen efter en kvalitativ analyse foretaget af Komissionen.
EU-Kommissionen har nikket god for Vestagers plan, men efter offentliggørelsen af initiativet på tirsdag venter en periode med heftig lobbyisme fra de digitale giganter, og reglerne risikerer en vis udvanding efter forhandlinger med EU-landene og behandling i Europa Parlamentet.