De europæiske datatilsyn har sammen fremlagt en række nye anbefalinger efter EU-domstolen i sommer kom med en afgørelse på den længe ventede Schrems II-sag.
Men de nye anbefalinger får flere it-direktører i de danske regioner til at frygte for fremtidens digitalisering.
"Hvis det her i værste fald går hen og er lige så stramt, som eksperterne siger - så står vi en situation, hvor vi ikke har adgang til nogle amerikanske cloud-tjenester. Skal vi så vente på, at europæerne får lavet noget tilsvarende? Det godt tage et stykke tid og påvirke os i forhold til den teknologiske hastighed, vi bevæger os med," siger it-direktør i Region Syddanmark Morten Lundgaard til Version2.
Flere eksperter har over for Computerworld vurderet, at det bliver endog meget besværligt fortsat at benytte amerikanske cloud-tjenester i EU, hvis man skal følge anbefalingerne.
Læs mere her: Henning Mortensen: Store cloud-tjenester er (næsten) dømt ude af Europa efter Schrems II-dommen
It-sikkerhedsekspert Henning Mortensen konstaterer, at EU-tilsynenes anbefalinger ”slår fast, at cloud ikke er aflivet. Det kan bruges. Men det kan kun bruges under meget snævre rammer,” har han tidligere fortalt til Computerworld.
Han er sidenhen blevet bakket op af en række danske GDPR-eksperter der alle peger på, at brugen af cloud bliver besværliggjort af anbefalingerne.
En af de største amerikanske cloud-leverandører Microsoft, er kommet med en udtalelse på baggrund af anbefalingerne.
Her slår man fast, at det fortsat er muligt at benytte sig af Microsofts cloud-løsninger og giver samtidig en række garantier til sine EU-brugere.