Microsoft og SpaceX har indgået et nyt partnerskab, der betyder, at en ny serie af Azure-datacentre skal have leveret internet fra rummet.
Det er SpaceX's StarLink-netværk af bredbåndssatellitter i kredsløb om jorden, der skal levere internet til en ny datacenter-serie af modulære cloud-datacentre hos Microsoft.
Det skriver Bloomberg.
Microsofts modulære serie af Azure-datacentre er 40 meter lange og kan passe ind i et fragtfly, så de kan sættes op i fjerntliggende områder.
Det er Microsofts plan, at de kan bruges til eksempelvis minedrift, hunmanitære missioner og militær brug.
Partnerskabet er ifølge Microsoft et bevis på, hvor langt den teknologiske udviklingen, herunder inden for rumindustrien, er kommet.
"Udviklingen af teknologi har gjort det, der tidligere kun var domæner for regeringer og forsvarsmyndigheder, tilgængeligt for kommercielle virksomheder og endda forbrugere," siger Tom Keane, vicepræsident for Microsofts Azure Global, til Bloomberg og fortsætter:
"Vi ønsker at fange den disruption, der sker, den innovation, der sker, og gøre den tilgængelig for vores kunder,"
Microsoft lancerer også Azure Orbital Emulator, som lader rumvirksomheder mulighed for at simulere, hvad der vil ske, når en satellit er i kredsløb.
De små StarLink-satellitter, der skal levere internet til Microsofts nye 'container-datacentre', spiller tilsammen en central rolle i Elon Musks vision om at levere bredbånds-internet fra rummet.
Læs også: Så kom de første test-resultater: Så hurtig er Elon Musks satellit-bredbånd