Interessant streaming-tjeneste har kurs mod Danmark
Udbuddet af streaming-muligheder bliver endnu frodigere herhjemme, når en ny underholdningsgigant fra næste år vil gøre sin entré på den danske streaming-scene.
Det bliver film- og underholdningsselskabet ViacomCBS, der fra starten af 2021 vil tilbyde streaming-tjenesten ”Paramount+”
Herfra vil der kunne streames over 6.000 film og serieafsnit fra blandt andet filmselskabet Paramount Pictures samt TV-kanalerne CBS, Comedy Central, Nickelodeon, MTV, Showtime og Smithsonian.
”Vi er rigtig glade for at udvide Paramount+ i Norden og tilføje både nyt og premium-indhold til vores eksisterende streamingtjeneste, som er attraktivt for både forbrugere og partnere. Med udvidelsen bliver vi en markant spiller på det globale streaming-marked og kan fremover sikre endnu mere underholdning til nordiske seere i alle aldre,” fortæller direktør hos ViacomCBS i Norden, Jesper Dahl i en meddelelse.
De første billeder ude: PlayStation 5 bliver (fysisk) kæmpestor
Banen er kridtet op til noget af et opgør, når konsolverdenens to store mastodonter Microsoft og Sony tørner sammen op til julesalget med hver deres respektive spillekonsol-udgivelse.
Sony ser dog ud til at troppe op til dysten med en kleppert af en maskine med sin PlayStation 5 som på papiret ser ud til, rent fysisk, at blive en de største hjemmekonsoller til dato.
Officielle dimensioner på 39 gange 26 gange 10,5 centimeter er nemlig markant større end nogen tidligere PlayStation. Det vil samtidig gøre PS5 til største spilkonsol i nyere tid og gøre udfordre mange medie-møbler, noterer netmediet The Verge.
Billeder fra det taiwanske svar på telestyrelsen, hvor fysiske udgaver PlayStation 5 kan ses blive målt op giver også indikationer om, hvor stor Sonys nye topkonsol bliver.
Den vil veje 4,5 kilo, hvilket vil matche den kommende ærkerival Xbox Series X på vægtskålen. Her lyder dimensionerne på 15 gange 15 gange 30 centimeter.
Læs også: Så kom der pris og dato på de nye PlayStation 5-modeller
Sonys nyeste mobil er mindre og kvikkere end nogen anden
Sony er ude med en mindre version af flagskibstelefonen Xperia 1 II. Her har tager selskabet nyhederne fra den fine, men dyre topmobil og koger dem ind til en kvik og kompakt størrelse: Xperia 5 II.
Her diskes op med 6,1 tommer OLED-skærm, som er smallere end sædvanligt med sit 21:9 format. Det gør selve mobil blandt de slankeste på markedet.
Til trods for sin beherskede mål er telefonen udstyret med en spilevende 120Hz skærm, der reagerer med 240Hz touch-respons – det hurtigste på markedet pt, og noget som hidtil har været forbeholdt dedikerede gamer-telefoner som ASUS ROG-telefonerne.
Skærmen fodres af samme stærke Snapdragon 865 som i topmobilen her parret op med otte gigabyte ram, 128 gigabyte lagerplads, en 5G-antenne samt et relativt stort batteri på 4.000 mAh.
Kameramæssigt diskes op med tre kameraer, et med ultrabredt synsfelt, et standard samt et med tre gange optisk zoom.
Mobilen debuterer på markedet 20. oktober, men vil kunne forudbestilles fra 29 september. Prisen lyder på 6.499 kroner hvilket bliver en del skarpere end storebror Xperia 1 II’s debutpris på 8.499 kroner.