6. august rundede annonceringen af Mastercards køb af Nets' konto-til-konto-baserede tjenester - herunder Betalingsservice - et år, men handlen er ikke endnu ikke blevet godkendt af EU-Kommissionen.
Alligevel er man hos Mastercard forsat optimistisk i forhold til, at handlen, der har en værdi af mere end 21 milliarder kroner, bliver godkendt.
Det siger Mastercards chefjurist, Tim Murphy i forbindelse med betalingsgigantens halvårsregnskab, ifølge Børsen.
"Vi fortsætter med at arbejde med godkendelsen af transaktionen. Vi har en god fornemmelse for det og mærker fremskridt. Jeg har sådan set ikke mere at sige, end at der er fremskridt på området," lyder det fra Tim Murphy.
Læs mere her: Nets sælger Betalingsservice til Mastercard i kæmpe milliardhandel
Nets forventer handlen går igennem i tredje kvartal
Nets oplyste i juni, at selskabet forventede, at handlen ville gå igennem i løbet af tredje kvartal 2020.
Oprindeligt havde man regnet med, at handlen ville være blevet godkendt i løbet af årets første seks måneder.
"Vi har arbejdet henimod at gennemføre salget af Corporate Services-divisionen til Mastercard i første halvår. Dette afventer dog fortsat myndighedsgodkendelse fra EU, hvorfor vi forventer, at salget først afsluttes i tredje kvartal," lød det dengang fra Søren Winge, pressechef i Nets.
Det kan du læse mere om her: Nets tvinges til at udskyde milliardhandel med Mastercard