Mastercards køb af Nets' konto-til-konto-baserede tjenester - herunder Betalingsservice - kunne 6. august fejre et års fødselsdag, men handlen er endnu ikke formaliseret.
Det skyldes, at EU-Kommissionen endnu ikke har givet sin accept af giganttranskationen til mere end 21 milliarder kroner.
Både Nets og Mastercard har udtrykt optimisme og en forventning om, at handlen gennemføres i løbet af tredje kvartal 2021, og derfor er Nets allerede gået i gang med benarbejdet.
Nets har nemlig flyttet de frasolgte forretningsområder over i et nyt selskab ved navn Centurion DK, der allerede blev stiftet 5. august 2019 - altså dagen før handlen blev offentliggjort - men selskabet har indtil nu været en tom skal.
Det skriver Finans på baggrund af et brev fra Nets til selskabets Betalingsservice-kunder.
"Fra august 2020 bliver de forretningsområder, som indgår i salget, udspaltet til et nyligt etableret datterselskab med nyt cvr-nummer. Selskabet er ejet af Nets, indtil salget er godkendt af konkurrencemyndighederne og endeligt gennemført," lyder det i brevet fra Nets-ledelsen.
Læs også: Mastercard forventer fortsat at Nets-handel går igennem
Overflytning ændrer ikke kundeaftaler
Nets understreger i et svar til Finans, at overflytningen af aktiviteterne til det nye selskab foregår uafhængig af arbejdet med at opnå myndighedsgodkendelse af selve handlen, og overflytningen ikke vil ændre på kundernes aftaler med Nets.
Nets oplyste i juni, at selskabet forventede, at handlen ville gå igennem i løbet af tredje kvartal 2020.
Oprindeligt havde man regnet med, at handlen ville være blevet godkendt i løbet af årets første seks måneder.
"Vi har arbejdet henimod at gennemføre salget af Corporate Services-divisionen til Mastercard i første halvår. Dette afventer dog fortsat myndighedsgodkendelse fra EU, hvorfor vi forventer, at salget først afsluttes i tredje kvartal," lød det dengang fra Søren Winge, pressechef i Nets.
Det kan du læse mere om her: Nets tvinges til at udskyde milliardhandel med Mastercard