6. august 2019 meddelte Nets, at selskabet havde indgået en kæmpe aftale til en værdi af 21 milliarder kroner ved at sælge Nets' konto-til-konto-baserede tjenester, herunder Betalingsservice, til Mastercard.
Men den melding kommer nu til at fejre et års jubilæum uden, handlen er gået endeligt igennem.
Nets forventede, at handlen ville gå igennem i første halvdel af 2020, men i april, meddelte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at den konkurrencemæssige behandling af handlen var overdraget til EU-Kommissionen for en endelig afgørelse.
Og derfor tvinges Nets nu til at udskyde gennemførslen af den forventede handel til efteråret.
Det skriver Finans.
"Vi har arbejdet henimod at gennemføre salget af Corporate Services-divisionen til Mastercard i første halvår. Dette afventer dog fortsat myndighedsgodkendelse fra EU, hvorfor vi forventer, at salget først afsluttes i tredje kvartal," skriver Søren Winge, pressechef i Nets, i en skriftlig kommentar, til mediet.
Læs mere her: Nets sælger Betalingsservice til Mastercard i kæmpe milliardhandel
Forsinkelse truer ikke handel
Trods udskydelsen er handlen ifølge Finans' oplysninger ikke truet.
I stedet forklares forsinkelsen med, at en myndighedsgodkendelse af så store handler simpelthen bare tager lang tid.
Som en del af handlen er det planen, at Mastercard skal overtage 270 Nets-medarbejdere.
Det kan du læse mere om her: Mastercard overtager 270 Nets-medarbejdere i milliardhandel