Da undertegnede voksede op, var vi mange der tjente lommepenge ved at traske med morgenaviser og håbe, at den enorme, gøende labrador i haven jo faktisk bare ville lege.
Hvilket ejerne altid hævdede, når den hoppede op og savlede ud over ens nye Ball-trøje.
I dag håndteres avistjansen af voksne migranter. Det er ofte også dem, der bringer pizzaer ud for Wolt og kører elektriske udlejningsløbehjul til opladning for småpenge. Ikke for lommepengenes skyld, men for at få råd til at leve.
Så, jo, der eksisterer ulighed, selv i verdens vel nok mest lige samfund.
Men det er intet ved siden af situationen i USA, hvor antallet af meget velhavende mennesker – de såkaldte One Percenters – er steget støt de seneste 20-30 år.
Samtidig skal almindelige lønmodtagere håndtere stigende usikkerhed og har fået sværere ved at klare dagen og vejen.
Det er én af pointerne i The Velvet Rope Economy: How Inequality Became Big Business af Nelson D. Schwartz, mangeårig erhvervsjournalist ved New York Times.
En anden af hans pointer er, hvordan det både er blevet acceptabelt og en virkeligt god forretning at gøre konkret og synlig forskel på de, der har lidt og de, der har meget.
Udviklingen finder sted på tværs af samtlige brancher fra underholdning og transport til sundhed og uddannelse.
Det truer med at skabe et amerikansk samfund, der i praksis fungerer som et kastesystem med så enorme og stigende modsætninger, at det til sidst kan knække midt over.
Betal dig forrest i køen
For dem, der siger, at penge ikke kan købe glæde, har aldrig været en tur i en amerikansk forlystelsespark og set familier med kostbare ”priority-passes” komme til forlystelserne med det samme. Mens resten af rosset står og sveder i timelange køer.
Eller skullet kæmpe for at få behandling for en alvorlig sygdom med en gennemsnitlig sundhedsforsikring i hånden – mens velhavere får lynhurtig og personlig adgang til nogle af klodens mest kompetente kliniske eksperter.
Schwartz trækker linjerne op og demonstrerer gennem en lang række eksempler, hvordan kløgtige forretningsudviklere har formået at udvikle tilbud til det stigende antal meget velhavende amerikanere.
Endnu mere problematisk er det dog for et samfunds sammenhængskraft og stabilitet, mener Nelson D. Schwartz, når denne udvikling åbner for en livsstil, hvor velhavere reelt intet har at gøre med folk udenfor deres egen socialklasse.
Altså mennesker, der hverken flyver privatjet, får behandling på bjergklinikker i Schweiz, sender børnene på Harvard eller springer over i Disneyland.
Hvilket i sidste ende kan være med til at nære vrede og modsætningsforhold, som underminerer den stabilitet, der har skabt de seneste mange års økonomiske fremgang.
Titel: The Velvet Rope Economy: How Inequality Became Big Business. Forfatter: Nelson D. Schwartz.