Velkommen til tirsdagens morgen-briefing, der i dag er sammensat og skrevet af morgen-hyrde Dan Jensen.
Thorborg: Bliver meget svært at fjerne hjælpepakkerne
Det bliver meget svært at fjerne hjælpepakkerne til erhvervslivet, mener Dinero-direktør Martin Thorborg, der i Finans sammenligner situationen med narkomaner, der skal på afvænning.
Derfor står vi overfor en svær situation. Den nemme var at indføre hjælpepakkerne. Her gav staten ‘sgu penge til alle, der stak hånden frem,” siger han.
“Nu kommer det hårdeste af alt, rent erhvervsmæssigt, og det bliver ikke kønt. Vi står som en narkoman, der skal på afvænning. Og hvis Mette Frederiksen synes, at det har været svært indtil nu, så skal hun bare vente til, at hun skal tage narkoen fra folk. Så kommer konkurserne for fuld skrue. Og alle vil synes, at det er regeringens skyld,” siger han til avisen.
Ny sundheds- og bæredygtighedsdirektør til KMD
KMD vil styrke arbejdet med den grønne omstilling og bæredygtighed og ansætter derfor tidligere administrerende direktør i DGI, Søren Brixen, som såkaldt ‘advisory director’ med særligt fokus på ‘sustainability and health.’
52-årige Søren Brixen har foruden topposten i DGI også tidligere været kommunaldirektør i Norddjurs Kommune.
“I KMD skal Søren i tæt dialog med kunderne fremme anvendelsen af ny teknologi i bæredygtige løsninger. Smart Community-løsninger og intelligent brug af data er vigtige redskaber i den grønne omstilling,” meddeler KMD.
Dansk millionær smækker med døren
Den danske spilmillionær Anders Gautier Christensen - der er medejer af Spilnu.dk - sælger hele sin aktiepost på 25 procent i betalingsselskabet Clearhaus, som han i foråret 2018 bad politiet efterforske for skyldner- og mandatsvig, skriver Børsen.
Clearhaus sælger betalingsløsninger til netbutikker, og i 2018 lånte ledelsen 12 millioner ud til Clearhaus Holding på grund af et mellemværende med en bank.
“Jeg vil ikke drive virksomhed med nogen, der gør det på den måde. Og så er den ikke meget længere,” siger Anders Gautier Christensen til Børsen.
Køberen af aktieposen er Torben Bjørn Christensen og flødebollefamilien Spangsbjerg.
Digital HowTo i dag fra Computerworld
Computerworld er om nogle timer vært for et webinar - en digital udgave af vores HowTo-arrangementer, som mange af vores læsere gennem årene har deltaget på i især Ballerup og Aarhus.
På webinaret kan du hjemmefra få kompetente input til, hvordan du sikrer virksomhedens remote arbejdspladser i denne coronatid.
Eksempelvis kan du få bud på, hvad du skal holde øje med, hvordan du opdager, at du er blevet hacket, hvad hackerne har fokus på lige nu samt bud på forskellige løsninger.
Oplægsholderne er blandt andre Peter Kruse fra CSIS, Jess Juul Ellegaard fra Jysk IT, og etisk hacker Kim Elgaard fra Arrow.
Det hele begynder klokken 09:00 og varer til 10:45. Du kan læse mere om HowTo-arrangementet her: Digital HowTo: Aktuelle trusler – sådan sikrer du virksomhedens remote arbejdspladser.