Blot to uger før årets største mobilmesse, Mobile World Congres, åbner portene, sænker frygten for coronavirus en tung skygge over den kæmpestore messe.
Messen plejer at tælle over 100.000 besøgende fra 200 lande, men efter en uge med aflysninger fra flere af branchens største aktører, ser det ud til at MWC årgang 2020 bliver et stærkt amputeret foretagende.
Misæren skyldes en lille smitsom og dødelig virus fra Hubei provinsen i Kina. Virussen hedder officielt ’2019-nCov’, men bliver oftest bare omtalt efter den familie af coronavirus, som den tilhører.
Ifølge den europæiske sundhedsmyndighed European Center for Disease Control (ECDC), er to personer i Spanien i øjeblikket smittet med sygdommen, mens der globalt kan tælles 40.553 tilfælde, heraf 40.170 i smittens hjemland Kina.
Sygdommen har indtil nu krævet 910 ofre.
Af samme grund har arrangørerne bag messen, GSMA Association, forment adgang til besøgende fra Hubei-provinsen i Kina.
Det synes dog ikke at have værnet messen mod masseaflysninger.
Læs også: Chokudmelding fra Samsung før kæmpe mobilmesse: Vi aflyser alle aktiviteter
Bombe under messen
De første store bomber under stormessen sørgede sydkoreanske LG og Samsung, svenske Ericsson samt kinesiske ZTE for sidste uge. Fra alle tre tech-giganter lød det, at man ville aflyse aktiviteter ved messen.
Hos LG og Ericsson lød beskeden, at MWC helt vil aflyses, mens både Samsung og ZTE siden har præciseret, at begge selskaber ville have en vis tilstedeværelse ved årets MWC-messe.
Med de toneangivende virksomheders exit, melder flere virksomheder denne uge deres afbud.
Nu vil tech-kæmper som Amazon, Sony og Nvidia heller ikke længere deltage.
Den nordiske telesektor vil også udeblive i stor grad, med afbud fra blandt andre TDC, teleselskabet 3 og Tele2 ifølge netmediet Itwatch.
Læs også: Nu melder TDC også afbud til Mobile World Congress
Flere kinesiske virksomheder insisterer
Mens stadigt flere virksomheder trækker sig helt eller delvist ud af stormessen, insisterer andre tech-giganter på at holde fast i kalenderen.
Her holder de tre kinesiske teknologi-giganter Huawei, Lenovo/Motorola samt HMD Global, der står bag Nokia-telefonerne, fast på at tage en aktiv del i messen.
Fælles for de tre virksomheder er, at de hver især vil afholde storstilede produkt-lanceringsevents 23. februar.
Læs også: 5G, foldetelefoner og snedige kameraer: Her er højdepunkterne fra årets MWC-mobilmesse