Mægtige Amazon dropper at deltage på verdens måske vigtigste messe for mobil-industrien, Mobile World Congress, der løber af stablen fra 24. til 27. februar.
Dermed følger Amazon trop på en række andre store tech-selskaber, der i de seneste dage har meddelt, at de bliver væk fra mobil-messen, som ser ud til at blive en skygge af sig selv.
Således meddelte verdens største mobil-producent, Samsung, fredag at selskabet ikke vil deltage på årets MWC.
Det kan du læse mere om her: Chokudmelding fra Samsung før kæmpe mobilmesse: Vi aflyser alle aktiviteter.
Også Ericsson, Nvidia og LG har droppet deltagelsen på messen.
I alle tilfælde skyldes beslutningerne om at blive væk frygt for corona-virussen.
Amazon meddeler, at selskabet trækker sig fra at ‘udstille og deltage på Mobile World Congress 2020’ på grund af ‘udbrud og fortsatte bekymringer om den nye corona-virus.’
På messen havde Amazon ellers planlagt betydeligt tryk for cloud-selskabet Amazon Web Services, der blandt andet skulle stå for en hel dags konference-spor på MWC’s første dag.
AWS havde desuden købt en meget stor stand i udstillingsområdet.
Arrangørerne af MWC har meddelt, at alle deltagere fra den kinesiske Hubei-provins er forment adgang. Det er her, at corona-virussen er blevet opdaget.
Typisk deltager omkring 6.000 kinesere på MWC. Både kinesiske Huawei og ZTE har meddelt, at de planlægger at deltage, men selskabet har beordret alle medarbejdere, der kommer fra Kina, til at opholde sig en periode i isolation for at sikre, at de er fri for smitte.
Læs også:
Apple lukker alle sine butikker i Kina på grund af virusudbrud
Virusfrygt breder sig til tech-verdenen: Facebook forbyder ansatte at rejse til Kina