Artikel top billede

(Foto: Computerworld.dk)

Min status efter MWC 2019: Huawei dominerede USA i kapløbet om 5G

Klumme: Var MWC et dyrskue, ville Huawei være tyren, USA studen og de andre nationer kvier, hvis gunst hovdyrene kæmpede om. 5G-magtbalancen ser ud til at være tippet til østens favør i kølvandet på MWC 2019, hvor de europæiske lande er varmet op over for den kinesiske tech-gigant.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.

Glem alt om Smartphones, gadgets og robotter på Mobile World Conference 2019.

MWC handlede om alt andet end de teknologiske gimmicks, der kommer til at forme vores adfærd og samfund i fremtiden.

Det var en kamp om 5G-netværket mellem to nationer, hvor den ene havde taget det store artilleri med, mens den anden luskede rundt i periferien.

Huawei var repræsenteret overalt på konferencen. Det var i hvert fald følelsen.

Den kinesiske tech-gigant havde stande i tre ud af syv haller, en række ledende skikkelser på talerstolene og virksomhedens logo klistret på alle rulletrapper, gulve og plakater på MWC.

Som deltager på konferencen fik man indtrykket af, at virksomheden var på en charmeoffensiv, der både henvendte sig til forbrugere og regeringer verden over.

Ikke alene tog Huawei 5 priser med hjem fra konferencen, virksomhedens ledende figurer fik også muligheden for at skyde med skarpt mod USA, som i en årrække har kritiseret Huawei for at spionere gennem deres 5G netværk, hvis det rulles ud til resten af verden.

“Prism Prism on the wall, who is the most trustworthy of them all?”, lød det spydigt fra Huaweis bestyrelsesmedlem Guo Ping. Det retoriske spørgsmål var en stikpille til USA og landets tidligere overvågningsprojekt, som Edward Snowden afslørede.

Men Huawei udnyttede også spotlyset til at mane overvågningsrygterne til jorden og forsikrede alle om, at virksomheden har rent mel i posen.

Teksten: “Huawei has not and will never plant backdoors and we will never allow anyone to do so in our equipment”, tonede frem på skærmen bag Guo under præsentationen på MWC.

Selvom man sjældent skal tage ord for gode varer, lader Huaweis garantier til at virke. Virksomheden har i hvert fald landet over 20 aftaler under og efter MWC blandt andet i Bahrain, Island, Indonesien, Malaysia, Sydafrika og Monaco og ikke mindst med de Forenede Arabiske Emirater, som er en af USA’s stærkeste allierede i Mellemøsten.

Landene, Huawei har indgået aftaler med, kan virke som fjerntliggende nationer, men de europæiske lande kan meget vel være de næste, der står for skud. Deres signaler på MWC var i hvert fald ikke til at tage fejl af.

Larmende stilhed fra Europa og hjælp til Huawei fra flere kanter

Den 26.02.19 bragte Computerworld en artikel, der fortalte, at USA havde vundet kampen om 5G på det europæiske marked.

Men den konklusion ser ud til at være tvivlsom efter MWC 2019 i Barcelona.

Flere lande, herunder Storbritannien og Tyskland, er gået stille med dørene under konferencen.

Faktisk lader det til, at de er blødt op over for de kinesiske indsatser.

Tidligere har Storbritanniens efterretningstjeneste fortalt, at risikoen med Huawei kunne minimeres, mens Tyskland nu overvejer, hvordan Huawei kan integreres i landets kommende 5G netværk.

Selv New Zealands premierminister, som tidligere har afvist at samarbejde med Huawei på baggrund af USA’s advarsler, har åbnet en kattelem for den kinesiske virksomhed i landet.

Europæiske nationer og flere af USA’s allierede ser med andre ord ud til at være positivt stemte over for Huawei efter MWC 2019 i Barcelona, og da virksomheden står for 50-80 procent af den eksisterende mobile infrastruktur i Europa, vil det både være omkostningseffektivt og teknologisk ansvarligt at samarbejde med Huawei.

Det understregede Vodafone, der er verdens næststørste mobiloperatør, under MWC, og som også støtter Huawei.

Nick Read, der er CEO i televirksomheden, advarede de europæiske nationer mod at banne Huawei som leverandør af 5G infrastrukturen, da det både er dyrt, konkurrenceforvridende og kan forsinke 5G i Europa med hele to år.

Det fortalte han om mandagen under en pressekonference.

En amputeret indsats fra USA - En vellykket konference for Huawei

På samme måde som Huawei blev talt op af Vodafone, blev den amerikanske lobbyindsats talt ned af Paul Triolo, der arbejder Eurasia Group, som er en geopolitisk- og public affairs analysevirksomhed.

USA møder op på konferencen uden konkrete beviser, og de forsøger blot at skabe en en aura af utroværdighed rundt om Kina og Huawei på MWC, lyder kritikken.

“They (USA red.) don’t have a smoking gun here”, fortalte Paul Triolo, der mener, USA har ryggen mod muren i kampen om 5G netværket efter konferencen i Barcelona.

Den amerikanske delegation fik på ingen måde overbevist deltagerne om, at Huawei muligvis ikke er så ærlige, som de påstår.

Delegationen fremstod faktisk ekstrem svag i sin håndtering af Huaweis fremmarch.

Det manifesterede sig tydeligt, da Robert Strayer, som var en del af delegationen, fem timer efter Guo Pings prisme-ordspil valgte at kommentere (uden mikrofon eller præsentationsslides) på udtalelsen.

“The United States is asking other governments and the private sector to consider the threat posed by Huawei and other Chinese information technology companies”.

Udtalelsen, der både fremstår vag og udokumenteret (Robert Strayer ville ikke uddybe sin udtalelse på journalisternes efterfølgende spørgsmål), rykker ikke ved Huaweis dominans på konferencen - snarere tværtimod.

Delegationen tog på ingen måde tyren ved hornene på konferencen og var generelt i defensiven, mens Huawei med sine præsentationer, produktlanceringer og massive tilstedeværelse på MWC stjal rampelyset, dagsordenen og et vigtigt skridt i kampen om 5G-netværket i Europa.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.