Det er ikke kun Intel og AMD, der er ude efter at drive din næste bærbare computer frem.
De to processorproducenter står til at blive udfordret af mobilverdenens chip-specialist Qualcomm, som hvert år forsøger at tilpasse deres mobilprocessorer til brug i laptops.
Efter nogle generationer med middelmådige resultater, synes producenten at være klar med en lovende chip kaldet ’Project Limitless’.
Her diskes op med en Snapdragon 8cx, som lokker med både 5G-evner, konkurrencedygtig ydelse og en spektakulær driftstid.
Første maskine ekviperet med platformen, står Lenovo for, og bliver præsenteret ved årets Computex-messe, skriver PCWorld.
Læs også: Qualcomm udfordrer Intel med ny laptop-chip: Core i7 superkræfter der kører i døgndrift
Yder godt og længe
Qualcomm lover selv, at processorens nye ’Kryo 495’-arkitektur vil byde på et massivt performance-boost ved at være 2,5 gange hurtigere end Snapdragon 850-generationen.
I benchmark-programmet PCMark 10 formår den nye processor at løbe om kap med Intels Core i5 8250U - en quad-core processor, som i dag er at finde i mange midrange-maskiner.
Dertil kommer løfter om en yderst livende driftstid. I PCMark 10-testen opnår maskinen en over 16 timers levetid på en optankning når apps benyttes – det dobbelte af hvad Intel maskinen mønstrer med samme batteri. I ’Idle’-testen, kommer driftstiden op på 23,5 timer.
Ud over at levere fornuftig ydelse og lang driftstid er prototypen udstyret med en X55 5G-modem, signeret af Qualcomm, som kan koble maskinen op til det lynhurtige mobile internet.
De lovende maskiner står dog ikke til salgsdebut med det samme. De første maskiner baseret på ’Project Limitess’-hardware står til at debutere i 2020, lyder det.
Se også: AMD’s seneste lanceringsevent er et tegn på magtskifte i processorbranchen