Godmorgen og velkommen til endnu en morgen-briefing her fra Computerworld på månedens og ugens første dag.
Vi begynder dagens it-nyhedsoverblik hos det danske it-selskab Commentor, der på sin 10 års fødselsdag også kan markere en anden milepæl.
Commentor præsenterer nyt rekordregnskab
Den danske it-virksomhed Commentor kunne i sidste uge præsentere endnu et regnskab med et rekordstort overskud.
Bruttofortjenesten landede på 35 millioner kroner for selskabet, der altså er et nyt rekordresultat for den 10 år gamle virksomhed.
"Vi er meget tilfredse med udviklingen de seneste år og kan konstatere, at vores vækst følger de ambitiøse målsætninger. Vores langsigtede strategi og ønske om at gøre en forskel hos den enkelte kunde bærer frugt," lyder det fra selskabets direktør, Michael Hove, i forbindelse med regnskabet.
Driftsresultatet, EBIT, ender også rekordhøjt for den unge virksomhed, nemlig på 8,6 millioner kroner, der svarer til en stigning på 61 procent i forhold til sidste år.
Rusland manipulerer GPS-signaler
Tre danske skibe i Østersøen og Sortehavet er blevet ramt af omfattende manipulation med skibenes GPS-signaler.
Og det er tilsyneladende Rusland, der står bag manipulationen med signalet, skriver Berlingske.
Det er en rapport fra den amerikanske tænketank C4ADS, der viser, at Rusland målrettet har forfalsket navigationssignaler på flere udenlandske skibe.
"Det er jo en udfordring, hvis nogen gør noget forsætligt. Selv om du kan komme ud af det ved at bruge andre systemer, så er det jo et angreb," siger Asbjørn Overgaard Christiansen, der er fungerende direktør i brancheorganisationen Danske Rederier til avisen.
Størstedelen af den omfattende fusk med signalerne er sket omkring Krim-halvøen.
Mobilepay vil gerne udvide ejerkredsen
Den voldsomt populære betalingsapp Mobielpay vil gerne åbne op for flere ejere, skriver erhvervsmediet Finans.
I dag er appen ejet udelukkende af Danske Bank, der også har udviklet app’en, men nu åbner man altså op for at få flere ejere med ombord.
”Det er jo ultimativt noget, som vores ejer bestemmer. Men mit synspunkt er, at vi har et glimrende samarbejde med bankerne. Så ja, jeg ser gerne, at flere banker kommer ind i ejerkredsen," siger direktør for Mobilepay, Mark Wraa-Hansen, til Finans.
Mobilepay har i dag 4,1 millioner brugere.
TDC tilslutter sig regeringens bachelorløfte
Damarks største televirksomhed, TDC, tilslutter sig Uddannelses- og Forskningsminister Tommy Ahlers' såkaldte bachelorløfte.
Det betyder, at virksomheden forpligter sig til at ansætte bachelorer, inden de fortsætter på en kandidatuddannelse.
Det skriver Børsen.
"Nu er det op til erhvervslivet at gøre noget ved det. Nu er det vores tur til at levere," siger koncerndirektør i TDC Jens Aaløse til avisen.
Telegiganten er sammen med 102 andre virksomheder med til at forpligte sig på regeringens løfte.
Storinvester i Apple bruger selv en Samsung-telefon til 100 kroner
Den amerikanske aktie-milliardær Warren Buffet, er blandt storinvesterne i den amerikanske iPhone-producent Apple.
Han er dog tilsyneladende ikke selv imponeret over den nyeste model af selskabet smartphones.
Han bruger derfor heller ikke selv telefonen, fortæller Buffet hvis virksomhed Berkshire Hathaway ejer 5,5 procent af Apple, skriver mediet CNBC.
Faktisk bruger milliadæren selv en af konkurrentens telefoner, men her er det heller ikke topmobilen, der er milliadærens favorit, men en gammel model til omkring 100 kroner.
Resten af dagen på Computerworld
Der er som altid god grund til at følge med Computerworld.dk resten af dagen.
Senere kan du blandt andet læse om, en ny stor Windows 10-opgradering der er på vej til brugerne.