Hele det offentlige system skal være mere sammenhængende og gennemsigtigt, mener regeringen, som netop har offentliggjort sin store digitale plan med navnet “Digital service i verdensklasse.”
Præsentationen af planen finder sted efter nogle dage, hvor regeringen har placeret bidder af planen i forskellige medier.
Nu er hele planen blevet præsenteret af innovationsminister Sophie Løhde (V) og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).
“Med initiativerne ønsker regeringen at binde den offentlige service bedre sammen, så borgernes og virksomhedernes digitale møde med den offentlige sektor bliver lettere og mere overskueligt,” lyder det fra innovationsminister Sophie Løhde (V).
Planen er baseret på følgende overskrifter:
- Viden, overblik og gennemsigtighed.
- Digital service på borgernes og virksomhedernes præmisser.
- Teknologi og nye velfærdsløsninger skal gavne flere.
Med i planen er eksempelvis indførelsen af et slags instrumentbræt til den enkelte dansker, der under navnet 'Mit Overblik' skal kunne få overblik over alle de data, som det offentlige har registreret om en.
“I dag bruger vi ikke data i den offentlige sektor optimalt. Der er forskellige tilgange på tværs af sektorområder, og borgeren kan stadig møde en offentlig sektor, hvor indsatsen ikke er koordineret. Hvis vi fremover skal forbedre den offentlige service og gøre den mere effektiv, tidssvarende og sammenhængende, må vi gøre op med silotænkningen,” lyder det i planen.
Større sammenhæng
Her peger regeringen på, at det offentliges brug af data skal ‘skabe mere sammenhængende og målrettet service gennem data’, ‘sikre klare rammer, så data anvendes trygt og sikkert for borgeren’ samt ‘sikre bred anvendelse og nytte af data – også til private services.’
Med det sidsnævnte punkt vil regeringen sikre, at offentlige data skal kunne anvendes af virksomheder som banker, forsikringsselskaber og andre.
“Strategien skal bidrage til at gøre servicen for den enkelte borger bedre, mere effektiv og sammenhængende - uanset om servicen leveres af offentlige myndigheder eller af private aktører,” lyder det i planen.
Sophie Løhde peger på, at det er vigtigt, at ‘respekten for den enkelte borgers privatliv bliver opretholdt,’ selv om der nu bliver lagt op til, at data skal flyde mere mellem myndigheder, og der skal være langt større gennemsigtighed i de offentlige systemer.
“Regeringen vil derfor sikre et øget fokus på dataetik og en mere gennemsigtig brug af data i det offentlige. Indsatsen skal give et målbart løft i danskernes tillid til, hvordan myndighederne bruger og deler data i den offentlige sektor,” siger hun.
Det kan du læse mere om her: Regeringen: Danskerne skal have fuld adgang til offentlige data om dem selv
Du finder hele regeringens plan Digital service i verdensklasse her.