Sparekniven svinges i den danske afdeling af DXC Technology.
Siden juli måned er omkring 35 medarbejdere blevet fyret, erfarer Computerworld.
Ifølge Computerworlds oplysninger er der hver måned siden juli blevet afskediget medarbejdere i flere af de danske DXC Technology-selskaber.
Samlet set havde DXC Technology i august 760 ansatte i Danmark på tværs af selskaberne DXC Technology, DXC Technology Airline Solutions og DXC Technology Scandihealth.
35 medarbejdere svarer altså til omkring fem procent af den samlede medarbejderstyke i de danske afdelinger.
Dertil kommer, at flere DXC Technology-ansatte, ifølge Computerworlds oplysninger, har opsagt deres stillinger.
DXC Technology bekræfter over for Computerworld, at der har været fyringer.
"Det er en del af den konstante tilpasning, vi har i vores forretning. I samme periode er der også folk, der er kommet ind," siger selskabets kommunikationschef Peter Hecht til Computerworld.
Han oplyser, at DXC Technology ikke ønsker at kommentere Computerworlds oplysninger yderligere.
Efterfølgende har Peter Hecht fremsendt en mail til Computerworld med følgende ordlyd:
"Som sagt i telefonen, kan jeg ikke be- eller afkræfte jeres tal eller oplyse årsager."
Herefter er der et skriftligt citat fra selskabets danske topchef Peter Winther-Schmidt
"Vi tilpasser vores forretning løbende for at understøtte vores digitale vækststrategi. Det indebærer, at vi siger farvel og velkommen til nye kollegaer," lyder det i mailen.
Læs mere om problemerne hos DXC Technology her: Har DXC ramt bunden? Ulmende opgør i det offentlige kan trække tæppet væk under selskabet
Kæmpe vækstkrise
Fyringerne er bare det seneste kapitel i fortællingen om den årelange nedtur hos DXC Technology, som kun er fortsat efter selskabet opslugte CSC 1. april 2017.
På tre år har den danske afdeling af DXC Technology indkasseret et samlet underskud på mere end 1,5 milliarder kroner, ligesom selskabets omsætning er blevet næsten halveret i løbet af de seneste fem år.
Det kan du læse mere om her: Pengene fosser ud af kriseramt DXC: Har tabt over 1,5 milliarder kroner på tre år
Har fyret alle de dårlige sælgere i Norden
Som om det ikke er nok, har Peter Winther-Schmidt, der tiltrådte som øverste chef i Danmark i april 2018, fyret en stor del de nordiske sælgere.
"Vi tog de sælgere ud, der ikke kunne sælge. Det var de sælgere, der ikke kunne finde ud af at artikulere og formulere en value proposition eller udarbejde en kundeanalyse. De blev simpelthen afskediget i Norden," sagde Peter Winther-Schmidt for nyligt i et interview med Computerworld.
"Jeg tog 80 procent af salgsstyrken i Sverige ud og halvdelen i Norge. I Danmark var der ingen salgsstyrke af betydning, så der var det mere en opbygningsfase, vi skulle ind i. I Danmark løftede vi salgskompetencerne og ressourcerne, men i de andre lande blev sælgerne mere eller mindre erstattet en for en," sagde han.
Det kan du læse mere om her: Ny barsk DXC-boss skal vende selskabets massive vækstkrise: Han fyrede alle de dårligste sælgere i hele Norden
Topchef: DXC Technology lider af en offentlig kultur
Derudover skal den danske topchef også kæmpe med at forandre hele kulturen i virksomheden.
Den minder for meget om kulturen hos selskabets offentlige kunder, lod Peter Winther-Schmidt forstå.
"Når man som CSC historisk set har haft og har så stor en portefølje af kunder i den offentlige sektor, så er der en tendens til, at man spejler sig i sine kunder og kundernes kultur. Det lider vi af. Vi lider for meget af en offentlig kultur. Det kan jeg især mærke med min baggrund fra en hård indisk virksomhed," sagde han til Computerworld.
Det kan du læse mere om her: DXC's danske topchef kræver kulturændring i selskabet efter flere års nedtur: "Vi lider for meget af en offentlig kultur"