Artikel top billede

Det kommende datacenter ved Esbjerg kan blive ligeså stort som Apples datacenter ved Viborg, der ses på billedet her.

Nyt gigant-datacenter kan være på vej til Danmark: Stor aktivitet på grund ved Esbjerg

Esbjerg Kommune har modtaget en ansøgning om at opføre et nyt datacenter, der kan blive ligeså stort som Apples datacenter ved Viborg. De lokale grundejere har fået mundkurv på, men et udenlandsk selskab menes at stå bag planerne.

Et nyt gigantisk datacenter på 250.000 kvadratmeter er undervejs i Esbjerg Kommune, og hvis alt går efter planen, vil det første spadestik blive taget allerede til næste år.

Det fremgår af en helt ny miljøvurdering, som ingeniørhuset Cowi har udarbejdet for Esbjerg Kommune.

I miljøvurderingen står der, at ”Esbjerg Kommune har modtaget en ansøgning om at opføre et datacenter, der kan medvirke til at imødekomme et stigende behov for bearbejdning og lagring af store datamængder.”

Det vides ikke hvilket firma, der står bag ansøgningen om at opføre datacenteret.

Men det er typisk nogle af verdens største tech-virksomheder, der står bag datacentre af denne størrelse, der normalt går under betegnelsen hyper scale-datacentre.

Læs også:Datacenter-organisation: Klare signaler om, at der kommer endnu flere kæmpedata-centre til Danmark

Grund på 250 hektar

Af miljøvurderingen fremgår det, at kommunen har afsat et 250 hektar stort område mellem Esbjerg og landsbyen Andrup til opførelsen af et datacenter med op til 250.000 kvadratmeter bebyggelse.

De 200.000 kvadratmeter er afsat til datahaller, mens de resterende 50.000 kvadratmeter ifølge miljøvurderingen skal rumme administrations-, logistik- og servicebygninger, nødstrømsanlæg samt en eller flere højspændingsstationer

Til sammenligning ventes det, at Apples datacenter i Viborg ligeledes vil få en størrelse på 250.000 kvadratmeter, når det er fuldt udbygget, mens Facebooks datacenter i Odense vil få en størrelse på 184.000 kvadratmeter, når det står fuldt udbygget.

Læs også: Her er historien om Googles hemmelige 'Project Earth' - og forbindelsen til Fredericia

Grundejere har fået mundkurv på

De lokale og regionale medier har også været på sporet af historien, og i sidste måned kunne den lokale avis JV rapportere, at køberen af grunden angiveligt er et udenlandsk selskab, der opkøber grunden via et stråselskab.

Ifølge avisen er der i øjeblikket heftig aktivitet på grundene, hvor teknikere er i fuld gang med at udføre opmåling og jordbundsprøver.

Avisen har været i kontakt med adskillige lodsejere i området, der alle har været til et hemmeligt møde og fået mundkurv på.

Men ifølge avisen er aftalen om opkøbet af grundene indgået ved udgangen af maj og med overtagelse ved årsskiftet.

Læs også: Så sårbart er det: Google og Facebooks nye Havfrue-søkabel til Danmark er tyndere end en dåsesodavand

Nyt kabel kan gøre Esbjerg til internetknudepunkt

Placeringen i forhold til el-nettet har haft afgørende betydning for placeringen af de danske datacentre, og det er også tilfældet i Esbjerg.

I miljøvurderingen oplyses det, at området omkring Andrup har en optimal placering i forhold til el-nettet, dataforbindelser og adgang til den nærliggende Esbjerg-motorvej.

Derudover kan det også have haft indflydelse på placeringen af datacentreret, at Facebook, Google og virksomheden Aqua Comms i disse dage er i gang med at anlægge et gigantisk fiber-optisk søkabel, der til næste år vil blive trukket i land i Endrup ved Esbjerg.

Eksperter har tidligere vurderet, at det nye søkabel kan gøre Esbjerg til en nordisk internet-trafik-hub.

Ved du noget? Skriv til jwi@cw.dk

Læs også: Datacentre vælter ind over landets grænser: Danmark kan blive hjemsted for de motorer der driver internettet