Om lidt mindre end en måneds går det igen løs i Los Angeles, når der åbnes op for dørene til den årlige E3-messe, der vidt og bredt er kendt for at være den største spilmesse i verden.
Det er her branchens sværvægtere, såvel som de mest kreative mini-udviklere ofte afslører deres kommende spileventyr, og det er altid et højdepunkt på kalenderen for spilfans der vil se de første glimt af hvad de har i vente.
Vi giver her tre bud på spil som vi glæder os til at høre mere om.
Forventningerne kunne nærmest ikke have været højere til The Division inden dets udgivelse. Således tryllebandt Ubisoft alverdens spilfans med den første trailer, der viste en oplevelse der kombinerede tredjepersons action med en smule rollespil og teamwork, i et fremtidigt, dystopisk New York.
Det var alt sammen tre år før det egentlige spil udkom, og alligevel formåede The Division at ramme plet på næsten alle kanter og leder ved sin udgivelse.
Siden har Ubisoft arbejdet flittigt på at fylde nyt indhold på oplevelsen, og The Division er således stadig et af de mest fornøjelige action-rollespil man kan smide på fladskærmen.
Og det et netop evnen til konstant at udvide det oprindelige spil med nye ideer og kvalitets indhold, der gør at vi glæder os til at se mere til den kommende efterfølger.
Det er tvivlsomt at det er muligt at presse de nuværende konsoller meget mere på det grafiske end det oprindelige spil gjorde, men vi så gerne endnu dybere rollespilssystemer, flere forskellige typer udstyr og evner, samt en endnu større spilverden med mere kreativt udtænkte missioner.
Samtidigt håber vi også på en kraftig udvikling af den snedige multiplayer-mulighed Dark Zone, som i det første spil bød på nogle virkelig intense øjeblike, og gjorde det nødvendigt at være del af et velsmurt hold med styr på taktikken.
Ubisoft har masser af medvind for tiden. Med de nyeste efterfølgere til både Assassin’s Creed og Watch Dogs, viste de at de besad evnerne til at genstarte populære serier, mens der stadig blev fyldt på med masser af nye ideer og kvalitetsindhold. Vi håber på at det samme kommer til at ske med The Division 2.
Sony har med PlayStation 4 givet konkurrenterne baghjul, hvilket til dels skyldes at giganten har gjort et ualmindeligt godt stykke arbejde med at kultivere deres ”first party” udviklere – altså udviklere der arbejder som deres egne eksterne studier, med udelukkende udvikler spil til Sonys konsoller.
Oftest er det Naughty Dog der render med alle overskrifterne, men det kan meget vel snart komme til at ændre sig, for den altid underspillede udvikler SuckerPunch gav os ved sidste års E3 det første smugkig på det kommende Ghost of Tsushima og det virkede ekstremt lovende.
Sidst vi så noget fra SuckerPunch var det med det ekstremt solide Infamous: Second Son, der til trods for at det udkom tilbage i 2014, stadig er et af de mest fornøjelige og smukke actionspil på PlayStation 4.
Med Ghost of Tsushima er temaet dog et helt andet. Således tager man kontrollen over en samurai i det feudale Japan, og skal i året 1274 beskytte byen Tsushima fra en forestående invasion.
Der loves frihed til at udforske som man vil, samtidigt med at der også skulle være blevet plads til et dybt kampsystem, og muligheden for også at løse missioner lidt mere stilfærdigt hvis man af uransagelige årsager ikke skulle have lyst til at hive sit sværd frem ved hver mulighed.
Detaljerne om Ghost of Tsushima er endnu meget få, men SuckerPunch har for vane at lave spil af en kvalitet hvor få andre kan følge med, og de glimt vi har set fra deres nye satsning ser på ingen måde ud til at skuffe. Sony har lovet at det vil være en af de fire stortitler som deres show vil være fokuseret omkring, og det er derfor at forvente at vi vil få mange flere detaljer at vide under showet.
Det er næsten ikke til at begribe hvor meget skade Mass Effect: Andromeda gjorde på en af de bedste science fiction-spilserier i nyere tid. Mens vi alle forsøger at bilde os selv ind at Mass Effect stoppede på toppen som en trilogi, er det dog seriens oprindelige udvikler, Bioware, der ser ud til inden længe at have den definitive glemme-medicin klar.
Anthem er navnet på den næste storsatsning fra Bioware og Electronic Arts, og alt er sat ind på at dette skal blive science fiction eventyret der igen skal etablere den canadiske udvikler som værende på toppen af action rollespils genren.
Den første trailer fra spillet blev vist på E3 sidste år, og trods at konceptet så ud til at ligge sig tæt op af nogle af de andre sværvægtere inden for genren som Destiny og The Division, så det blændende godt ud.
Som spiller vil man kunne drage ud på missioner sammen med vennerne, iført en af flere robot-dragter der hver besidder individuelle evner, muligheder, styrker og svagheder. Baggrunden for det hele er en fremmet verden, der så forbavsende levende ud med fjender af alle størrelser, og et dyreliv der virkede til at have dets eget liv uanset om man som spiller blandede sig.
Det største spørgsmål det på nuværende tidspunkt er rimeligt at stille om Anthem, er om traileren så en smule for godt ud. Grafisk lignede det således noget fra en fremtidig konsolgeneration, og selvom det blev vist på den mere kraftfulde Xbox One X kan man stadig have sin tvivl om hvorvidt det færdige eventyr kan byde på så imponerende et udseende.
Vi håber på at den grafiske indpakning forbliver så imponerende, og håber samtidigt at Bioware har formået at sammensætte en spileventyr vil være lige så overbevisende hvad angår dets spilbarhed.