Artikel top billede

Trods at være helt oplagt til VR, formår Bravo Team aldrig at komme op i fart og byder i stedet på den ene semi-kedelige situation efter den anden.
Foto: Sony.

Anmeldelse: Tre spiloplevelser til PlayStation VR

Udvalget af spileventyr til Sony’s velvirkende virtual reality-løsning er stadig voksende, og vi fortæller her hvorfor mindst to af de nyeste, bør få mange til at overveje om det ikke er på tide at investere.

I sidste uge fortalte vi her på siden hvorfor actionglade spilfans roligt kunne bruge deres penge på det imponerende God of War, og actionbraget synes da også at have fået endnu flere til at overveje om der ikke skal tilføjes en PlayStation 4 til fladskærmen derhjemme.

Men der er flere gode grunde til at anskaffe sig en PlayStation 4, og en af de mest underspillede er PSVR – Sony’s virtual reality løsning der på trods af lidt kabelfnider, er let at sætte op og nærmest fungerer nærmest upåklageligt når man først er kommet i gang.

Vi kigger i denne uge på tre nye spil til PSVR, der både viser den kedelige og den virkeligt underholdende side af Sony’s velvirkende løsning.

Bravo Team

Da vi sidste gang ved juletid fremhævede nogle af årets mest positive oplevelser på PlayStation 4, var Farpoint en af dem vi gav lidt opmærksomhed. Her var en velovervejet virtual reality oplevelse der både bød på lidt hyggelig science fiction historie, action og introduktionen af den sjove Aim-controller, der i spilregi blev forvandlet til forskellige skydevåben.

Bravo Team er et af de første spil efter Farpoint der også gør brug af Aim-controlleren, og trods at omgivelserne denne gang er skiftede ud til actionpakkede krigssituationer, er lighederne med Farpoint på papiret mange.

Alligevel er det som om alt charmen er helt væk og det er der flere grunde til. Kontrolsystemet et kluntet, og følges ofte af underlige kameravinkler der ødelægger enhver form for følelse af at være på slagmarken, når man forsøger at bevæge sig fra dække til dække. De elitesoldater man har kontrollen over, bevæger sig ligeledes med sneglefart i selv de mest hektiske situationer.

Andetsteds er der ingen af banerne der føles sammenhængende, men snarere som et par virkeligt løssammenhængende scener, hvor ganske få kræfter at lagt i at få dem til bare nogenlunde at virke som om de har noget til fælles.

Mest ærgerlig er dog at skyderiet mangler præcision og slagkraft, og derfor ganske enkelt hurtig bliver kedeligt, til trods for at man altså står med Aim-controlleren der decideret er skabt til spil af denne type.

Bravo Team kunne have været så meget mere, men det virker simpelthen ikke som om der har været nok udviklingstid til at runde alle facetter af spillet af, og resultatet er skuffende.

Moss

Noget af det mest interessante ved virtual reality er at der tilsyneladende ikke er nogle begrænsninger for hvordan teknologien kan bruges, og til trods for at vi allerede har set masser af skydespil eksempelvis, viser eventyret Moss også at det hele sagtens kan bruges til noget helt andet.

I Moss tager man kontrollen over den lille mus Quill, der i en eventyrbogs verden må gå adskillige strabadser igennem for at hjælpe både familiemedlemmer, og den Jim Henson lignende verden det hele foregår i.

Oplægget er set mange gange før og her er gåder der skal løses, fjender der skal besejres og et par hemmeligheder der skal findes undervejs.

Der hvor Moss dog differentierer sig er ved at man på alle tidspunkter beskuer det hele som var det en levende eventyrbog. Hver bane og scene er derfor sat op så det ligner at man kigger ind på et lille teater, hvor man altså selv har kontrollen over hovedpersonen.

Endnu mere unikt bliver det ved at spillet anerkender dig som beskuer, samt at Quill selv også hurtigt bliver klar over at der er nogen ”derude” som gerne vil hjælpe.

Opgaveløsning bliver derfor et spørgsmål om at man både tager kontrollen over Quill, men samtidigt ”rækker ind” i spilverdenen via et par unikke redskaber, hvormed man kan manipulere platforme, uskadeliggøre fjender og meget mere.

Det fungerer alt sammen problemløst, er fortryllende præsenteret og byder faktisk også på en udfordring så man ikke blot haster igennem alle opgaverne.

Moss er ikke noget langt eventyr med cirka fem timers spilletid, men til gengæld er de alle fulde af originalitet, charme og velvirkende, herligt eventyr af høj kvalitet.

Wipeout Omega Collection

Vi kunne nærmest ikke få armene ned da vi tidligere anmeldte Wipeout Omega Collection, og ser det stadig som en af de bedste samlede pakker at bruge pengene på, hvis man savner et lynhurtigt adrenalinspark i spilform – og så endda til spotpris på omkring 200kr.

Men som om den store mængde af baner, det lækre soundtrack og den virkeligt flotte grafiske indpakning der uden problemer sejler over skærmen i 4K med silkeblød billedhastighed, ikke var mere end hvad med rimelighed kunne forvente for pengene, er der nu endnu en grund til at købe.

Wipeout Omega Collection har således via en udvidelse fået tilføjet PSVR-funktionalitet, og så endda helt og aldeles gratis.

Og lad det blot være sagt med det samme: at spille Wipeout i VR er præcis som alle vi der kan huske at have startet med serien helt tilbage på PSOne, drømte om at det en dag ville blive. Det er med andre ord fuldstændigt fabelagtigt.

Alt fungerer som man kunne have håbet, og at man pludseligt har mulighed for at opleve de ikoniske fly fra Feisar, Goteki 45 og Auricom indefra, samtidigt med at man forsøger at orientere sig i forhold til modstanderne og de rutsjebane-lignende baner virker næsten for godt til at være sandt.

Trods at her er tale om en gratis opdatering, er det imponerende hvor langt udvikleren er gået for at fylde på med muligheder og løsninger. Skulle man således eksempelvis være en af de der tilbøjelighed til at blive køresyg ved brug af virtual reality, er her flere forskellige kameravinkler at gøre brug af, hvilket for undertegnede betød at der ikke var nogen problemer, selv efter flere timers spil.

Wipeout Omega Collection byder på en af de bedste VR-oplevelser på markedet lige nu, og her snakker vi ikke kun i PlayStation-regi men i helhed. At hele pakken samtidigt kan skaffes til hvad der nærmest virker som en urimeligt billig pris, gør kun det hele mere uimodståeligt. Ganske simpelt fantastisk.


Loading ikon