278 milliarder dollar - eller 1,67 billioner kroner (1.670 milliarder kroner).
Så meget har de fem toneangivende amerikanske it-selskaber ifølge Financial Times tilsammen tabt i markedsværdi på blot to uger, hvor selskabernes aktiekurser er dykket markant.
Således er Facebook blvet 75 milliarder dollar mindre værd, Amazon 61 milliarder dollar, Apple 54 milliarder dollar, Microsoft 26 milliarder dollar og Alphabet 62 milliarder dollar mindre værd.
De markante værditab afspejler, at de store selskaber er i problemer for tiden og bader sig i opmærksomhed på den ikke-fede måde.
Men deres problemer er ikke ens. De rammer bare samtidig.
Overvågnings-skandale
Facebook er midt i Cambridge Analytica-skandalen og kan stå overfor skrap regulering og skrappe indgreb efter det er kommet frem, at millioner af Facebook-brugeres data er blevet høstet og anvendt til politiske formål.
Undersøgelser er allerede blevet sat i gang i både USA og Storbritannien, hvor man truer med at ramme lige ind i Facebooks forretningsmode. Samtidig har mange brugere har allerede forladt selskabet (i hvert fald midlertidigt).
Truslen om øget regulering og kontrol med den måde, som selskaberne anvender brugernes data på, har også ramt Alphabet og Apple, der er beslægtet med Facebook i deres udnyttelse af brugerdata til at optimere deres forretning.
Vi ved ikke, om de to selskaber er involveret i skrælning af data på samme måde som Facebook. Men aktiemarkedet lader som bekendt aldrig tvivlen komme nogen til gode, og alene risikoen for, at en eventuel regulering af Facebook kan ramme også deres indtjeningsmodeller er mere end nok til at udløse kraftige fald i aktiekursen.
For Apple gælder det desuden, at selskabet trods tårnhøj indtjening fortsat martres af, at salget af topmodellen iPhone X ligger markant under det forventede.
Apple har således i den seneste tid droslet markant ned for produktionen på grund af manglende salg af den hundedyre telefon.
Det kan du læse mere om her: Apple skruer kraftigt ned for iPhone X-produktionen: Forbrugerne synes den er for dyr
Det har ramt investor-markedets tiltro til selskabets vækst-evner i den kommende tid, hvilket rammer aktiekursen hårdt.
Google er desuden ramt af øget bevågenhed i EU, der overvejer at tvinge Google til en opsplitning, samt - ikke mindst - muligheden for, at selskabets Android-styresystem kan blive alvorligt ramt af en ny dom i en langvarig strid med Oracle.
Her mener Oracle, at Android indeholder flere af Oracles patenter, hvilket en amerikansk domstol lige før påske gav Oracle medhold i.
Du kan læse mere om denne dom her: Google taber kæmpeopgør om Android med Oracle - kan skylde Oracle milliarder af kroner for Java-brug
I værste fald kan denne dom ramme hele udviklingen af Android, frygter aktiemarkedet, der venter spændt på det videre forløb.
Trump er sur på Amazon
For Amazon gælder det, at selskabet er kommet i præsident Donald Trumps søgelys.
Selskabets aktiekurs er således dykket, efter det er kommet frem, at Trump er ‘besat’ af selskabet.
Trump har således luftet sine overvejelser om, hvorvidt det på nogen måde vil være muligt at ramme Amazon med antimonopol-lovgivning eller konkurrence-lovgivningen i hånden.
“I modsætning til andre betaler de [Amazon, red] lidt eller ingen skat, men anvender vores postvæsen som buddreng, hvilket fører til store tab for US og holder tusindvis af lokale handlende ude af business,” har Trump således tweetet fornylig.
Tweetet blev hurtigt fulgt op af hans rådgiver Brad Pascale, der skrev, at man ikke skulle glemme, at ‘Amazon nok har 10x den data om amerikanerne, som Facebook har.’
Ganske vist siger Donald Trump mange ting, men en sådan melding fra den amerikanske præsident rettet mod et enkelt firma, har i sagens natur konsekvenser for aktiekursen.
For hvad hvis han rent faktisk får blokeret for selskabet?
Flere analytikere peger på, at der overordnet set kan vræe tale om en naturlig regulering af i forvejen over-vurderede aktier i firmaer, der hører til blandt de mest værdifulde og toneangivende i verden.
Spørgsmålet for investorerne er, hvor langt ned reguleringen vil trække aktierne.
Er der tale om en naturlig udvikling? Giv dit besyv med i debatfeltet herunder.
Læs også:
Amazon overhaler Alphabet: Haler voldsomt ind på Apple som verdens mest værdifulde selskab
Her er forslaget: Sådan vil EU skrue ny digital skat sammen og stoppe it-giganternes skattefiduser
Nørgaard: GDPR er en krig mellem USA og Europa - og EU’s tilgang vil vinde. Faktum