Det ser Computerworld: Dokumentarfilmen Silicon Cowboys er historien om tre iværksættere, der ender med at løbe IBM over ende
Det ser Computerworld: Tre iværksættere fra oliestaten Texas udfordrede i begyndelsen af 1980'erne mægtige IBM og var med til at forandre it-branchen for altid.
I dag står computer-købere med valget mellem en pc og en Mac. Men hvis det ikke var for tre iværksættere fra Texas, ville forbrugerne formodentligt i stedet skulle vælge mellem "en IBM" og en Mac.
Det er i hvert fald den historie, der bliver fortalt i dokumentarfilmen Silicone Cowboy.
Filmen handler om de tre driftige iværksættere Rod Canion, Jim Harris and Bill Murto, som i 1981 forlod deres sikre job hos Texas Instruments for at stifte Compaq og tage kampen om mod mægtige IBM.
"Vil starte en virksomhed, men hvilken?"
Historien tager sin begyndelsen, da de tre stiftere vælger at droppe lønmodtagertilværelsen for en uvis fremtid som iværsættere.
De har købt en bog om iværksætteri, men det eneste, de for alvor er enige om, er, at de vil etablere deres egen virksomhed.
De mangler bare at finde ud af, hvad det skal være for en virksomhed.
Først overvejer de at at åbne en mexicansk restaurant, men til sidst bliver de enige om at blive ved deres metier i it-branchen, hvor en interessant udvikling er undervejs.
IBM er sårbar
På det netop dette tidspunkt bliver IBM's magtposition udfordret.
Gennem årtier har "Big Blue" siddet tungt på mainframe-markedet, men computeren er nu ved at udvikle sig fra at være én stor centraliseret maskine til at blive personlig.
Den rykker pludselig ind i folks hjem og ud på de enkelte medarbejderes skriveborde.
Den tendens gør IBM sårbar.
På privatmarkedet og i de kreative brancher trues IBM af Apple, men de tre texanske iværksætter har opdaget en niche, som endnu ikke er blevet adresseret - den bærbare computere.
Dengang var definitionen af "bærbar" dog væsentligt anderledes end i dag.
Compaqs første bærbare computer var praktisk talt en computer i en kuffert, der vejede på den forkerte side af 10 kilo.
Men alligevel havde den stor appel til dele af erhvervslivet, hvor mange medarbejdere gerne ville have mulighed for at arbejde i weekenden eller tage en computer med på forretningsrejse.
Kompatibilitet betyder alt
Compaq-computeren skiller sig desuden ud, fordi den er fuldt kompatibel med IBM's computere.
For at opnå fuld kompatibilitet stod Compaq-stifterne med to muligheder.
De kunne enten kopiere IBM's Bios. En ganske simpel manøvre, som dog næsten med garanti ville resultere i et kæmpe sagsanlæg fra IBM.
Eller de kunne bruge reverse engineering. En stærkt kompliceret affære, der blandt andet indebar, at de ingeniører, der skrev koden til Bios'en ikke på noget tidspunkt måtte have smugkigget i IBM's kode. De skulle så at sige programmere med bind for øjnene.
Trods den udfordring stod Compaq knap et år senere med en ny computer, der var fuldt kompatibel med IBM's software.
Computeren gik som varmt brød, og i de kommende år byggede Compaq oven på succesen med nye modeller, der blev præsenterest til storstilede events med deltagelse af datidens superstjerne. Her i blandt tryllekunsteneren David Copperfield og hitgruppen The Pointer Sisters
En historie om monopoler, der løbes over ende
I dokumentaren er vi med hele vejen gennem eventyret. Fra de første skitser til den nye computer, der bliver tegnet på et cafe-bord, og frem til slutningen i 2001, hvor Compaq fusionerer med HP og IBM senere skrinlægger pc-forretningen.
Men det er ikke blot en historie om driftige og modige iværksætter, der lykkedes udover alle forventninger.
Det er også en historie om, hvilken risiko selv store monopoler løber, hvis de ikke handler i tide, når ny teknologi truer med at underminere deres forretning.
Selv om IBM stadig er en af verdens helt store teknologi-virksomhder, har Big Blue ikke længere samme magtposition og samme relevans, som virksomheden havde for få årtier siden.
Silicon Cowboys er instrueret af Jason Cohen, og den kan i øjeblikket ses på Netflix.