Da USA's præsident Dwight D. Eisenhower i 1960 - midt under Den Kolde Krig - overlod sin post til John F. Kennedy, afleverede han samtidig en alvorlig advarsel til den amerikanske befolkning.
Selvom Eisenhower ikke var to sekunder i tvivl om nødvendigheden af at kæmpe mod kommunismen, advarede han om, at våbenkapløbet med Sovjetunionen kunne få alvorlige konsekvenser for de kerneværdier, som USA og hele den vestlige verden kæmpede for at bevare.
Eisenhowers grundlæggende pointe var, at magten følger pengene. De enorme ressourcer, der bliver pumpet ind i militæret og forsvarsindustrien, giver det såkaldte "militærindustrielle kompleks" en magt, som i sidste ende undergraver demokrati og frihed.
En lignende analyse kan et langt stykke ad vejen bruges til at forstå skandalen omkring whistlebloweren Edward Snowden, som i sommeren 2013 lækkede enorme mængder af dokumenter fra efterretningstjenesten NSA til journalister fra blandt andet The Guardian og Washington Post.
Med på holdet var også den amerikanske dokumentarist Laura Poitras, som nu har lavet filmen "Citizen Four" om de hektiske dage i sommeren 2013, hvor hun sammen med kollegerne Glenn Greenwald og Ewan McAskill i mere end en uge interviewede Snowden på et hotelværelse i Hong Kong, alt imens de chokerende afsløringer om USA's mange overvågningsprogrammer gik verden rundt.
Hvem er "Citizen Four"?
Kernen i Snowdens afsløringer er, som de fleste vil vide, hvordan amerikanske efterretningstjenester har opbygget en infrastruktur, der gør det muligt at på globalt niveau at indsamle data om telefonsamtaler, sms-kommunikation, e-mail, brug af kreditkort og hvor vi opholder os, etc.
Det sker i øvrigt i mere eller mindre tæt samarbejde med deres kolleger fra efterretningstjenester i en stribe andre lande - herunder Danmark.
Filmens titel er taget fra det navn, som Snowden benyttede, da han via en krypteret e-mail-konto i januar 2013 første gang henvendte sig til Laura Poitras.
Citizen Four havde tirsdag i denne uge dansk premiere i forbindelse med dokumentarfilmfestivalen Cph.Dox. Til lejligheden var instruktøren selv fløjet ind sammen med filmens producer Jacob Applebaum sammen med en anden kendt whistleblower, den tidligere tekniske direktør i efterretningstjenesten NSA, William Binney.
I sig selv er Citizen Four en fantastisk indgang til at forstå den globale skandale, der fulgte efter Edward Snowdens afsløringer, og herfra skal der lyde en helt ubetinget anbefaling: Se den!
Se den som en thriller. Se den som en gyser. Men se den også som et både historisk og politisk dokument, der stiller en række helt centrale spørgsmål om, hvordan vi vil have vores demokrati til at hænge sammen.
Fordi de kan
Et af spørgsmålene man sidder tilbage med efter at have set filmen er: Med hvilket formål opbygger efterretningstjenester et overvågningssystem, der på et hvert giver tidspunkt kan hente (og henter) enorme mængder af data om millioner af menneskers gøren og laden?
Og skal man prøve at sammenfatte et svar ud fra Laura Poitras film, lyder det: Fordi de kan!
Hvilket bringer os tilbage til Eisenhowers advarsel fra 1960.
Udover den meget konkrete uhygge i filmen, sidder man tilbage med det indtryk, at NSA's overvågningsprogrammer er et system, der kører efter sin egen logik og som endegyldigt har sluppet kontakten til den virkelighed, normale mennesker abonnerer på.
I Laura Poitras film får man i hvert fald håndfast dokumentation for, at cheferne i de amerikanske efterretningstjenester nærmest af princip lyver for de politikere, som er deres arbejdsgivere.
Samtidig bliver der brugt ufattelige mængder af penge til at indsamle endnu mere ufattelige mængder af data om millioner af mennesker på hele kloden. Og ifølge filmen sker det ibedste fald med en meget svag form for demokratisk kontrol.
It's mørke side
I lidt videre perspektiv minder Citizen Four os om, at it-teknologien er et ekstremt stærkt værktøj, som også har en mørk side.
Ligesom vi selv vælger om vi vil bruge en økse til at kløve hovedet på naboen eller fælde et træ og bygge et hus, så er det op til os selv, om teknologien skal bruges til at vi kontrollerer hinanden eller til at gøre vores liv bedre.
Tapning af data, overvågning, aflytning og spionage er givetvis rigtig godt til holde øje med mennesker, der vil os det ondt. Terrorister og den slags.
Men er det smaddersmart, hvis vi samtidig indfører en overvågning, der i princippet omfatter os alle sammen?
Og hvad gør det ved os, hvis vi ved, at en statslig myndighed har mulighed for at holde øje med, hvad vi spiser, hvem vi har sex med, hvor tit vi motionerer, eller hvem vi taler med, ringer til og hvad vi i øvrigt mener om samfundets indretning.
Det minder om noget, som vi troede sluttede med Berlin-murens fald for 25 år siden.
De samme spørgsmål kan man så for resten også stille, når det gælder private firmaer som Facebook, Google, Apple m.fl.. Men det er en lidt anden historie.
Så udover den helt igennem drønspændende historie om Edward Snowdens afsløringer, minder "Citizen Four" os om, at der god grund til at holde liv i diskussionerne om, hvordan vi indretter den digitale verden.
Om vi skal have ret til at kryptere indholdet på vores harddiske, hvilke oplysninger en serviceudbyder må indsamle om vores brug af sociale medier, hvordan vi indretter emailtjenester og cloudydelser, og hvordan vi skruer fremtidens digitale verden sammen.
Interessen for Laura Poitras film Citizen Four har været så stor, at filmen udover visningen på Cph.Dox, også vil blive vist i en række biografer rundt om i landet.
Læs også:
Sådan foretog NSA ulovlig spionage mod Danmark
Ekspert: Nu er der ingen grænse for USA's overvågning
Du kan finde flere artikler om Edward Snowdens afsløringer her.