Når en række amerikanske F-16-fly bliver udstyret med topmoderne 3D-lydteknologi fra Lystrup, så gør det en forskel for mere end blot den enkelte F-16-jagerpilot.
For Terma er ordren på levering af 3D-lydudstyr til det amerikanske luftvåben til 227 millioner kroner nemlig meget mere værd end blot de lysegrønne amerikanske pengesedler.
Ordren kan nemlig bane vejen for langt flere ordrer på det danske udstyr, der er udviklet i samarbejde med Aalborg Universitet.
“En amerikansk kunde er en eller anden form for blåstempling af os. Det har vi ikke lagt skjul på. Det ved alle og enhver. Når vi først kommer den vej med vores system, er det det samme som en anerkendelse som en værdifuld gevinst. Hvis det er godt nok til dem, så må det kunne et eller andet,” siger Torben Jørgensen, der er senior systems engineer hos Terma.
At få afsat system til amerikanerne har været en del af planen hele tiden foklarer han.
“Vi har haft et godt samarbejde med det danske flyvevåben om at udvikle det her system. Det har helt klart været med sigte på, at vi kunne få det ind på de amerikanske platforme, og det er det, der sker nu.”
Læs mere om ordren her: Terma lander kæmpe millionordre: Skal levere udstyr til det amerikanske luftvåben
Effektivt redskab
Det stykke udstyr, som danske Terma har haft held til at afsætte til de amerikanske jagerfly af typen F-16 kan ifølge virksomheden selv give piloterne en afgørende fordel i deres arbejde i cockpitet. Det ændrer nemlig de lydmæssige arbejdsforhold.
“Hvis du tager et ganske almindelig head set, så hører du lyden i stereo, hvilket vil sige, at du hører noget i venstre kanal og noget i højre kanal. De fleste fly er udstyret med noget, der er endnu ringere nemlig monolyd, hvilket vil sige, at det er det samme du hører i både højre og venstre kanal." siger Torben Jørgensen og fortsætter:
"Det betyder, at alting lyder som om, det er centreret midt inde i pilotens hoved. I dag bliver det hele altså bare most ind i en monokanal.”
Læs mere om Terma her: Danske it-firmaer scorer fede ordrer på kampfly-aftale - også selv om den ene har satset på taberen
Men med det såkaldte 3D-lydsystem får piloten nogle helt nye muligheder. Teknologien kan nemlig diregere lyden ind i pilotens øre, så det virker som en form for avanceret surround sound. Det giver en fordel for piloterne, der kan placere radiokanalerne forskelligt i det lydmæssige rum ligesom det gør dem i stand til at opfatte trusler på en helt ny måde.
“Noget af det piloterne er vældigt interesserede i er, hvis der er nogle trusler, der interesserer sig for dem. Det kan være en radar. Så er det vigtigt at kunne forholde sig til, hvor den radar er placeret. Indtil i dag har det typisk været præsenteret på et display. Nu kan piloten få en rigtig god ide om, hvor den trusel er henne,” siger Torben Jørgensen, der har arbejdet en halv menneskealder hos Terma.
Systemet er udarbejdet i samarbejde med Aalborg Universitet og er udarbejdet til F-16-fly, da dette som bekendt er denne type, der flyvees med i det danske forsvar.
Læs mere her: Dansk it-firma lander million-ordre uden udbud: Skal levere software til gamle F16-fly
Har selv gjort arbejdet
Terma er ikke den eneste danske virksomhed, der har haft held til at få stukket snablen i det enorme amerikanske forsvarsbudget. Sidste år lukkede Systematic en aftale med den amerikanske hær til en værdi på mere end en milliard kroner.
Læs mere om det her: Aarhusianske Systematic scorer gigantordre til halvanden milliarder kroner: "Vi bliver verdens største leverandør af denne type systemer"
De to ordrer har dog ingenting med hinanden at gøre lyder det fra Terma-folkene.
"Vi har selv pløjet vejen. Vi har et godt samarbejde med det amerikanske flyvevåben, og vi har leveret selvbeskyttelsessystemer til dem i 20-25 år. Vi har haft mange store kontrakter i den periode, så det her er måske mere end overbygning, hvor vi drager fordel af vores samarbejde," forklarer Torben Jørgensen.
Flere ordrer på vej
Ordren til det amerikanske luftvåben blev offentliggjort i slutningen af sidste uge, men det er ikke den første ordre af den her type, som Terma har fået i år.
Kort tid efter nytår indgik danskerne nemlig en aftale med det belgiske luftvåben om levering af samme type udstyr og flere ordrer kan veje på vej. Det er i hvert fald planen i Lystrup.
“Jeg vil tillade mig at kalde det afgørende, at vi får den her amerikanske ordre. Vi kan drage en parallel til vores selvbeskyttelsessystem som vi på samme vis for mange år siden udviklede sammen med det danske flyvevåben til de danske F-16-fly. Da det først blev solgt til det amerikanske marked, så åbnede der sig mange andre muligheder. Vi håber selvfølgelig, at nøjagtigt det samme komme til at ske her," siger Torben Jørgensen og fortsætter:
“Der er rigtig mange F-16-fly derude. Både mange amerikanske og mange andre nationer, der har F16-fly, og de vil alle være potentielle kandidater til at aftage det her produkt."
Læs mere her: Aarhusianske Systematic mangler op mod 70 mand efter stor indgang af ordrer