Det syttende år efter årtusindskiftet går nu på hæld, og sikke et smartphone-år.
Samsung slog benene væk under alle med sine Galaxy S8-telefoner med næsten rammeløst design og gode kameraer og afsluttede året med den avancerede Note 8.
Huawei fortsatte sit indtog med sine Huawei P10 og Honor 9 og til sidst den fremragende Mate 10 Pro.
Eller hvad med Apples iPhone 8, der godt nok var kedelig og hurtigt overskygget af den mere avancerede iPhone X, men som stadig har et af markedets bedste kameraer og hurtigste indmad?
For ikke at glemme genfødslen af Nokia, OnePlus’ lancering af OnePlus 5 og efterfølgende 5T med en flottere skærm og bedre kamera samt RazerPhone og dens 120Hz-skærm.
Og så er der alle kendingerne. HTC, som delvist blev opkøbt af Google, men som udgav HTC U11, LG med sin lidt skuffende LG G6 og den vildere LG V30 og Sony med sin gode, men også aldrende Xperia-serie.
Vi har testet de fleste smartphones, der er kommet til Danmark i år, og vi har samlet en gennemgang af de bedste herunder.
Husk på at det ikke er ensbetydende med, at det er den bedste smartphone for dig.
Har du planer om at kommentere i kommentarfeltet, så undlad venligt at tale grimt om brugere, der ikke har de samme præferencer som dig. Glædelig december.
Året bedste smartphones (Hvis prisen er ligegyldig)
iPhone X og Samsung note 8
Hver har sin smag, og smartphone-OS’er er en religion. Derfor har vi to smartphones i toppen: iPhone X og Samsung Note 8.
Det er to smartphones, som begge er fysiske manifestationer af det bedste, som henholdsvis Apple og Samsung kan præstere, og det er unægteligt pragtfulde smartphones.
Du får de absolut bedste kameraer i de to smartphones, både hvad angår farvekorrekthed, skarphed, den moderne “portræt-funktion,” og til de sene aftentimer.
Det er både vores opfattelse, og konklusionen hos DxOMark, et selskab der tester kameraer, herunder smartphone-kameraer.
Ligeledes byder begge smartphones på flotte skærme med kun relativt tynde rammer omkring sig, og begge udnytter på den måde bedst pladsen på fronten af skærmen.
Læs også om iPhone X her: Test af iPhone X: Apples mest avancerede telefon til dato - men langt fra verdens bedste telefon
Note 8 har lidt tykkere sorte kanter i top og bund, men til gengæld slipper du for den smågrimme og upraktiske sorte klat, der sidder på IPhone X, hvor telefonens frontkameraer sidder.
Læs mere om Note 8 her: Test af Samsung Note 8: Fremragende, betagende og kraftfuld smartphone - men den er altså svinedyr
Den “klat” af en sort bjælke forstyrrer afspilninger af videoer og betyder, at ikke alle apps fungerer perfekt med den nye iPhone.
Begge telefoner byder på en lynhurtig processor og dertilhørende hukommelse, men ikke nævneværdigt bedre end, hvad du finder i begge telefoners mindre søskende: iPhone 8 Plus og Samsung Galaxy S8+.
Note 8 byder også som den eneste smartphone værd at nævne på en indbygget og integereret stylus-pen, som du kan tegne, skrive og navigere med, og det fungerer overraskende godt og føles, som at skrive med en Pilot-tusch.
iPhone X har desuden en hurtig ansigtsgenkendelsesteknologi, som fungerer langt bedre end lignende funktion på Note 8. Omvendt har Note 8 en fingerskanner, der dog sidder placeret, så den er svær at ramme med fingeren.
De er dog begge to tåbeligt dyre. En iPhone X koster 8.990 kroner for 64GB-versionen, og en Samsung Note 8 koster 7.400 kroner.
Det er henholdvis 27 og 36 procent dyrere end en tilsvarende iPhone 8 Plus og Samsung Galaxy S8, men begge telefoner føles kun 4-5 procent bedre. Du får det bedste i henholdsvis iPhone X og Note 8, men du betaler også for det.
Årets bedste smartphone(s)
Huawei Mate 10 Pro
Hvis vi skal pege på én telefon, som vi vil kalde den bedste, hvor vi også vurderer den mod prisen, så er det Huawei Mate 10 Pro.
Telefonen fra den kinesiske højdespringer byder på både en flot og kontrastfyldt OLED-skærm med de moderne, tynde rammer i et 2:1-format sat ind i en solid og flot ramme af metal og glas.
I bunden er der ingen minijack-port, men til gengæld er der USB C til hurtig opladning ligesom på alle andre toptelefoner i dag.
På bagsiden sidder der et dobbeltkamera - igen en trend i 2017 - hvoraf det ene kamera har en sort/hvid-sensor. Når et foto fanges, blandes data fra begge sensorer, og fotoet bliver mere farvekorrekt med flere nuancer.
Hos DxO Mark er Huawei Mate 10 Pro på niveau med iPhone X og over Note 8, men i realiteten kan vi ikke se forskel på fotos mellem dem: Fotos er flotte, skarpe og stadig yderst brugbare i de sene aftentimer, hvor de fleste mobilkameraer må give op.
Derudover kan du tage ægte sort/hvid-fotos med monokrom-sensoren, hvilket kan give nogle rigtig flotte resultater.
Her er ingen ansigtsgenkendelse, men derimod en hurtig fingerskanner korrekt placeret på bagsiden, hvor den er til at ramme med fingeren. Langt bedre placeret end på Samsungs Galaxy- og Note-telefoner.
Telefonen er også som en af de få udstyret med Android Oreo fra starten, og telefonens interne batteri holder nemt en hel dag plus det løse ved hård brug.
Prisen er høj, men mere retfærdig: 5.999 kroner.
Du kan læse hele vores anmeldelse her: Test af Huawei Mate 10 Pro: Endnu en sikker vinder fra kineserne
(Marginalt under)
Vi placerer Huawei Mate 10 Pro en my højre end iPhone 8 og Samsung Galaxy S8, fordi den indeholder hele pakken.
iPhone 8 er næsten identisk med en iPhone 7 bortset fra lidt hurtigere indmad, og Samsung S8 har et par andre småfejl såsom en jævnt irriterende fingerskanner grundet en dum placering samt en indbygget digital assistent der er tæt på ubrugelig på dansk.
Dog bliver du uden tvivl glad for begge, hvis du vælger at købe en af dem.
Læs mere her: Test af iPhone 8 Plus: Fremragende smartphone eller snedigt marketingstunt?
Læs også: [b]Test af Samsung Galaxy S8+: Super lækker smartphone med få, men ærgerlige mangler[/b]
Årets mest anbefalelsesværdige smartphone
OnePlus 5T
Vi har skrevet om den flere gange nu, men OnePlus 5T er årets mest anbefalelesværdige telefon.
Dette på grund af den meget skarpe pris i forhold til hardwaren: 3.800 kroner.
Den byder på den samme processor, som der sidder i toptelefoner som Googles Pixel 2, HTC’s U11 og LG’s V30, men til knap 2.000 kroner mindre.
Telefonen blev for nylig opdateret til en “T”-version med en skærm, der dækker mere af fronten og et bedre kamera. Det er stadig på kameraområdet, at du går på kompromis sammenlignet med de andre toptelefoner, men med mindre du virkelig er smartphone-kamera-entusiast, så vil OnePlus 5T skyde fine fotos til dit behov.
Læs her: Test: Derfor er OnePlus 5T den mest anbefalelsesværdige telefon i 2017
Trods at være nylanceret, så har OnePlus 5T endnu ikke fået Android 8.0 endnu, hvilket er et minus. OnePlus lover dog, at det kommer i en opdatering i løbet af de første måneder 2018.
Hvad OnePlus også lover er at rette en fejl, der betyder, at du kun kan se Netflix og andre streamingtjenester i 720p-kvalitet og ikke i ægte FullHD-kvalitet, 1080p. Det er minusset ved et lille selskab som OnePlus: Små og underlige fejl forekommer, men OnePlus har generelt været hurtige til at rette den slags.
Årets store overraskelse
Razer Phone
Er du en seriøst “power-user,” og ser du din smartphone som din mobile game-boy med opkaldsfunktion, så bør du seriøst overveje en Razer Phone.
Razer er bedst kendt for at lancere lysende tastaturer til gamer-typer, men Razer Phone er et seriøst og gennemført førsteforsøg i smartphone-universet.
Det unikke ved telefonen er dens skærm og højttalere. Skærmen har en dynamisk opdateringshastighed på op til 120Hz. Det vil sige, at i eksempelvis spil kan telefonen vise op til 120 billeder i sekundet, hvilket får understøttede spil til at se helt vidunderlige ud.
Det er dog langt fra alle spil, der gør dette, men det skulle blive bedre, fortæller Razer.
Razer Phone har også et sæt fremragende højttalere med hver sit forstærkerelement. De kan skråle, og der er endda skyggen af bas, hvilket gør dem til de bedste mobilhøjttalere, vi nogensinde har lyttet til.
Skærmen alene på Razer Phone får alle andre smartphones inklusiv iPhone X og Note 8 til at se håbløst forældede ud.
Alt er dog ikke godt.
Kameraet er middelmådigt, og skærmen er ikke særlig lysstærk sammenlignet med andre smartphones. Ligeledes koster telefonen 5.800 kroner, hvilket gør den noget dyrere end en OnePlus 5T, men uden et bedre kamera.
Kan du leve uden et godt kamera? Og er du glad for at spille på telefonen? Vælg Razer.
Læs hele vores anmeldelse her: Test af Razer Phone: Hvem havde troet, at et gaming-brand ville lancere årets mobiloverraskelse?
Dem har vi glemt i forbifarten
2017 var et formidabelt smartphone-år, men mest fordi der kun var meget få dårlige telefoner.
HTC U11 var i lang tid vores favorit-telefon, men det forældede udseende med tykke rammer over og under skærmen fik den til at virke gammeldags mod S8’eren fra Samsung, og LG’s G6 kom med sidste års processor, men til den samme pris som de andre topmodeller.
HTC har sidenhen lanceret en HTC U11 Plus med større batteri og med en skærm, der dækker mere af fronten, men den sælges kun via HTC’s egen webbutik.
Der er også den ellers glimrende Nokia 8-telefon, som ligger i samme prisklasse og hardware-gruppe som OnePlus 5T, men er en smule dyrere og med et mindre godt kamera.
Sony er også stadig at finde i butikkerne, og den japanske producents Xperia XZ-familie er da også gode smartphones.
Desværre har Sony ikke opdateret sit designsprog siden 2015, hvilket får telefonerne til at virke gammeldags og kedelige.
Værd at nævne er også Googles Pixel 2 og 2 XL, men da ingen af dem sælges officielt i Danmark, har vi valgt ikke at give dem et større eftersyn.
Hvilken smartphone har du investeret i her i 2017?
Læs også: Test: HTC U 11 er fabelagtig, smuk, hurtig, men oppe imod vilde konkurrenter