Hvis man kan huske på noget tidspunkt at have brugt tid på de rollespilsbøger, hvor man valgte sin egen vej gennem historien og specifikke sideopslag fortalte om ens skæbne, vil Hand of Fate 2 virke meget bekendt.
Oplægget er dog en smule anderledes, og man bliver således mødt af en mystisk mandsperson, der med et sæt kort i hånden, befinder sig på den anden side af en selv.
Han er kommet for at spille og afslører løbende, at kortdækket ikke er, som man kender dem flest.
I stedet udgør hver kort en situation, et stykke udstyr, en bonus eller noget helt fjerde, og deres placering på bordet udgør en slags labyrint, som din spillebrik skal bevæge sig til enden af for at nå tættere på sit mål.
Kortene er altid vendt med den beskrivende side ned og spredes naturligvis ganske tilfældigt på bordet. Man har med andre ord ikke den fjerneste anelse om, hvad der venter, og skal derfor gå forsigtigt til værks.
Yderligere udfordring tilføres der til det hele via begrænsede madrationer, livsenenergi og guldbeholdning. Hvert ryk til et nyt kort koster således en portion mad, men giver samtidigt en portion af den livsenergi tilbage som man måtte have tabt i en kamp.
Guldbeholdningen kan bruges til at klare sig ud af særligt prekære situationer, bestikke nogle af de personligheder man møder på sin vej eller blot købe nyt udstyr, madrationer eller noget helt andet.
Her er dog ikke udelukkende tale om en digital version af et brætspil, for uanset hvor strategisk eller passiv man ønsker at klare sig igennem eventyret, ender man uigenkaldeligt i kamp med nogle af de mange fjender der ikke kender andre måder at klare problemerne på, og her skifter hele oplevelsen karakter.
Fra et tredjepersons-perspektiv tager man således i kampene aktiv kontrol over sin figur, og skal med slag, timede parader og magiske besværgelser gøre sit bedste for at gøre det af med de mange fjender.
Her ligges ikke nævneværdigt skjul på at kampsystemet er lånt fra Batman-spillene, og selvom det aldrig bliver ligeså flydende, velanimeret eller skarpt som i inspirationskilden, er det stadig fornøjeligt at gøre det af med monstre, enorme vikingefjender og særligt nederdrægtige boss-fjender.
Læs også: Anmeldelse: Vend verdenshistorien og overskrid adskillige grænser
I forhold til seriens første eventyr, ligges der denne gang højere vægt på at man sammensætter kortdæk der passer til specifikke situationer, da de forskellige baner i efterfølgeren hver gemmer på deres unikke udfordringer.
Det betyder ofte at man må forsøge flere gange, for at lære banernes styrker og svagheder, men helt på bar bund er man aldrig, da de grafisk fint kommunikerer hvilke udfordringer de gemmer på.
Yderligere er det i efterfølgeren muligt at få følgeskab af en af fire forskellige figurer, der hver vil give bonusmuligheder på både spillepladen, samt i de aktive kampe.
Begge nyheder giver det hele mere dybde, hvilket var et af forløberens største problemer og det bliver hurtigt en fængende oplevelse at låse op for alle de mange forskellige kort, for efterfølgende at kunne bygge stærkere dæk.
Der hvor Hand of Fate 2 mangler det sidste for virkeligt at hænge fast blandt tidens mange store spiloplevelser, er i hele finpudsningen.
Man mærker både på animation, grafik og den generelle præsentation at eventyret er lavet af en mindre udvikler med færre ressourcer, end når eksempelvis Activision, EA eller Ubisoft spiller med musklerne. På trods af at den situation er ganske forståelig, havde det været interessant at se hvad det kunne været blevet til hvis den slags begrænsninger ikke havde været på tapetet.
Hand of Fate 2 er et af de slags spil som er opbygget over et koncept så passende og ligetil, at man kan undre sig over hvorfor der ikke tidligere er andre udviklere der har forsøgt det samme, og når det fungerer bedst er det både forfriskende, fængende og underholdende.
Hvorvidt det er stærkt nok til at fange din opmærksomhed, hvis du allerede har givet dig i kast med nogle af de andre blockbuster-eventyr som er dukket op inden for de sidste par måneder, er dog lidt mere tvivlsomt.
Læs også: Anmeldelse: I Hellblade er den største fjende skræmmende realistisk