Det hører sig spilmediet til, at det gerne ligger sig op af de emner og instruktører, som gør sig godt i Hollywood, også selvom vi knapt så tit som tidligere, ser hurtigt lavede spilbare afkog af alle de mest populære film.
Sådan er det også med Wolfenstein: The New Colossus uden at jeg dog forventer at udvikleren selv har vidst det. Blandingen af enormt stærke og levende karakterer, mørk humor trods et dystert tema, og en overdreven brug af ekstrem vold giver det hele et strejf af den forunderlige blanding af stilarter som altid har adskilt eksempelvis Quentin Tarantino fra andre instruktører.
Den famøse instruktør kunne også godt have skabt spillets baggrundshistorie, der giver et lidt alternativt blik på en af de mest tragiske perioder fra den virkelige verden.
Efterfølgeren forsætter således historien fra det første spil. Baggrunden udgøres nemlig af en alternativ tidslinje, hvor Nazisterne vandt anden verdenskrig og sidenhen har genskabt det meste af verden i deres eget billede.
B.J. Blazkowicz og resten af hans lille bande af rebeller, udgør stadig spydspidsen af den flok frihedskæmpere, som forsøger at fravriste det tyske imperie magten, men oddsene synes aldrig at være på deres side, og det endegyldige nederlag virker altid som om det venter lige rundt om hjørnet.
Den slags kunne alt sammen sagtens havde dannet baggrund for et hjerneblæst skydespil eller noget endnu dummere, men Wolfenstein er langt mere ambitiøs, og den svenske udvikler MachineGames, udviser allerede fra den første scene en imponerende tro på egne evner, hvilket særligt reflekteres i det levende persongalleri.
Den helt igennem uhyggelige og psykotiske Nazi-skurk Frau Engel introduceres således på vanvittig effektiv vis, mens Blazkowicz egen baggrund med fader-problemer, racisme og vold også gøres skræmmende interaktiv.
Wolfenstein krydser ikke kun her flere af de grænser der ellers sjældent overskrides i spil: Wolfenstein gør det også på så effektiv vis, at det i stedet for at virke som en fidus for at skabe lidt opmærksomhed, tilføjer kontekst og liv til to af de vigtigste personligheder i spillet.
Sagt på anden vis har man efterfølgende ikke det mindste problem med at tynde ud i de fjendtlige rækker, og det til trods for at få andre spil har gjort den slags lige så grafisk og voldsomt som her.
Hvorvidt det er baggrunden som forfader for hele FPS-genren der stadig gør sig gældende i Wolfenstein-seriens nyeste kapitel, eller det blot er en udvikler der bugner med talent, kunnen og kreativitet skal jeg lade være usagt, men som skydespil er The New Colossus virkelig solidt.
Som en potentielt tilfældig cadeau til I.D. Software der i sin tid lavede det første Wolfenstein-skydespil, for efterfølgende at skabe både Doom og Quake, gør det nyeste kapitel brug af den teknologi der også undergjorde teknisk fundament for det nyeste spil i Doom-serien.
Ikke kun virker det i sig selv passende, det betyder også at farten og de grafiske detaljer er helt i top. Få spil i genren har således formået at kaste om sig med så mange grafiske detaljer, afsindige scenarier og skærm-knusende eksplosioner, uden på noget tidspunkt at tabe pusten.
Man børe dog forbedrede sig på lidt af en udfordring, for sværhedsgraden er høj på alt andet end det laveste niveau.
Desværre skyldes sværhedsgraden ikke altid udelukkende intelligente fjender, men også små fejltrin i de hektiske kampe, hvor det eksempelvis kan være svært at finde ud af, hvorfra man bliver ramt, fordi spillet ikke særlig effektivt kommunikerer det.
Andetsteds føler man sig også nødsaget til et slå hjernen fra og håbe på lidt ekstra held, da enkelte situationer kan besværliggøres af, at det virker som om, udvikleren har haft en enkelt vej ud af en særlig kamp i tankerne, i stedet for at lade spilleren finde sin egen løsning.
Fejltrinene er få, men som altid når nærmest alt andet gøres rigtigt, bliver fejlene tydeligere og irriterer en smule mere end i andre, knapt så fængende oplevelser.
Hvis man har mod på et decideret voksent skydespil (det bør under ingen omstændigheder spilles af folk under den anbefalede aldersgrænse), er Wolfenstein: The New Colossus en fornøjelse, man ganske simpelt ikke bør snyde sig selv for.
Med sine knapt femten timers spilletid er det ikke lige så langt som andre konkurrerende titler, og byder ej eller på de samme muligheder inden for multiplayer eller dets lige.
Alligevel er The New Colossus et spil som få andre. Det er velfortalt, byder på nogle aldeles fremragende personligheder og historier, og indeholder samtidigt nogle af de mest mindeværdige scener i noget spil i år. At det samtidigt er et rigeligt kompetent og velsmurt skydespil, gør det hele til en aldeles imponerende oplevelse fra de svenske Tarantino-aspiranter.
Læs også: Anmeldelse: I Hellblade er den største fjende skræmmende realistisk