Artikel top billede

Din moderne digitale bank er en kæmpe it-succes - også selvom flere tusinde bankfolk mister jobbet

ComputerViews: De moderne banker er mere end noget andet beviset på, hvor meget man kan automatisere og effektivisere med it. Bankerne er en kæmpe it-succes. Også selvom digitaliseringen koster tusindvis af bankfolk jobbet.

ComputerViews: Du kender det sikkert godt: Et middagsselskab er godt i gang, rødvinsflaskerne er ved at være tomme, og snakken går på livet løs. Så er det, at du forsigtigt fortæller, at du arbejder med it.

Ofte mødes den information med undrende spørgsmål fra de andre omkring bordet: Hvorfor er der egentlig altid så mange it-skandaler? Og hvorfor der altid er så meget bøvl med det der it?

Det er - selvom det er uretfærdigt - ofte den umiddelbare reaktion, man får fra folk, der ikke selv arbejder med it.

Og ja, it-projekter kan gå galt som så meget andet her i livet, og selvom det trods alt mere er undtagelsen end reglen med fejlslagne it-projekter, er det også fair nok, at der stilles kritiske spørgsmål til værdien af it.

Men næste gang du sidder ved et middagsselskab, og debatten om it kommer op, kan du med fordel bruge finansverdenen som et godt eksempel på, hvor meget man opnår med it.

Bankerne er formentlig de mest digitale virksomheder, der findes i dag, og den gennemgribende digitalisering, finanssektoren gennemgår, viser med al tydelighed, at en strategisk og ambitiøst satsning på it kan forandre både virksomheder og hele brancher til det bedre.

It og digitalisering har automatiseret tusindvis af arbejdsopgaver og processer i finansektoren. Der er effektiviseret og optimeret i en grad, som de færreste for 20-30 år siden troede, at det var muligt. 

Selvbetjeningsløsninger og mobilbanker storhitter, og alt i alt er det i dag langt lettere at være bankkunde. De moderne banker er i it-mæssig forstand en kæmpesucces.

Nordeas store plan

I sidste uge kunne vi fortælle, at Nordea, der i flere år har investeret massivt i it og digital transformation, nu vil fyre flere tusinde medarbejdere. Det blev meldt ud i forbindelse med finanskoncernens kvartalsregnskab.

“Vi er næsten to år inde i transformationen af Nordea. Da investeringerne begynder at levere, er det tid til at gå i gang med den næste fase, hvor vi mener, at vi strukturelt kan nedbringe omkostninger og øge effektiviteten,” lyder beskeden fra Nordea.

“Denne transformation kræver et skift i kompetencer blandt vores medarbejdere. Derudover planlægger vi, for at sikre den langsigtede konkurrenceevne, at reducere antallet af medarbejdere og konsulenter med mindst 6.000, hvoraf cirka 2.000 er konsulenter.”

Læs mere her: Nordea vil fyre tusindvis af ansatte efter gigantisk satsning på it og digitalisering

Nordea-koncernen har i dag lige under 32.000 ansatte, men organisationen skal altså nu være noget mindre.

Det er en rigtig trist besked at få for medarbejderne i Nordea, der helt forståeligt er nervøse for at miste jobbet.

Alene det at det kan lade sig gøre at slanke en organisation med 6.000 medarbejdere, er dog et bevis på, at digitaliseringen giver pote.

Om Nordea så også kunne vælge at omskole medarbejderne, satse på helt nye forretningsområder eller andet for at undgå fyringer, er en anden diskussion.

Danske Bank og Nykredit går samme vej

Nordeas udvikling er langt fra unik. I oktober sidste år fik omkring 8.000 medarbejdere i Danske Bank et tilbud om frivillig fratrædelse. Her fremhævede banken blandt andet en vedvarende satsning på digitalisering som en af forklaringerne.

"Det giver os mulighed for at foretage effektiviseringer og løbende nedbringe vores omkostninger, og det er en del af bevæggrunden for, at vi nu giver vores ansatte et tilbud om frivillig fratrædelse," lød det fra Danske Bank:

Danske Bank er del af europæisk trend: Tusindvis af bankansatte skal erstattes af maskiner

Også Nykredit meldte for et par år siden ud, at massive it-investeringer vil betyde færre ansatte, og at man alene på driften forventede at spare 250 millioner årligt med digitaliseringen.

“En del af det kan nås ved at intensivere vores arbejde med digitalisering, men det kan ikke undgås, at vi også i de kommende år bliver færre i Nykredit-koncernen," lød det i et af regnskaberne fra Nykredit:

Nykredit klar til massive it-investeringer: Vil have færre ansatte

Fyringerne møder kritik

Det er ikke alle, der er lige begejstrede for, at bankerne fyrer medarbejdere. I forbindelse med Nordea-udmeldingen om de 6.000 stillinger, der skal nedlægges, er Finansforbundet ude med riven.

Til Finans.dk udtaler Kent Petersen, formand i Finansforbundet:

“Jeg finder det skammeligt og uforståeligt, at Nordea føler, at det er nødvendigt at fyre så stort et antal mennesker, og at man kommunikerer det ud på denne måde. At det handler om den digitale udvikling. I mine øjne handler det mere om, at man vil tilgodese sin udbyttepolitik, og dermed sine ejere, frem for at tilgodese kunderne og medarbejderne.”

Mens det er forståeligt, at et fagforbund har den holdning, og mens det også er helt forståeligt, at ikke alle ansatte i Nordea er lige begejstrede for de kommende fyringsrunder, så er det ikke hele billedet.

Derfor er mere digitalisering den eneste vej frem

Eksempelvis må man som bankkunde overordnet set have en forventning om, at dem, der driver banken, til enhver tid bestræber sig på at gøre det på den økonomisk set mest effektive måde. Der er trods alt kun kunderne til at betale for en for dyr drift i sidste ende.

For mange af os er selvbetjeningsløsningerne også en langt mere fleksibel og overskuelig måde at klare banksagerne på. Ikke mindst når det er klokken 23 tirsdag aften.

Samtidig skal man huske på, at der ikke kun er tale om stillinger, der forsvinder fra bankerne. Der skal jo bruges tusindvis af dygtige digitale profiler og knivskarpe it-folk for at man kan digitalisere i den grad, bankerne gør.

Fintech-branchen boomer i Danmark i disse år. Det er en kæmpe succes, at danske virksomheder og it-folk kan være med helt fremme i udviklingen fremtidens digitale banker og finansvirksomheder. Den udvikling skal vi omfavne og satse endnu mere på.

En kæmpe it-succes

Det fremgår da også af Nordeas regnskab, at der fortsat vil skulle investeres stort i it og digitalisering i takt med, at transformationen skrider frem.

Nordea skriver, at det er forventingen, at man over de kommende år kan opnå nye stordriftsfordele og en endnu mere effektiv og automatiseret drift. I det arbejde nævnes specifikt kunstig intelligens som et satsningsområde:

“Brugen af kunstig intelligens vil forbedre kundeoplevelsen. En kundeservice-chatbot blev præsenteret i Norge i september og er blevet tilgået mere end 7.000 gange og har svaret på over 10.000 spørgsmål fra både personlige kunder og virksomhedskunder.“

På den måde er Nordeas historie et udtryk for en større udvikling i samfundet, hvor nogle stillinger forsvinder med automatiseringen og den kunstige intelligens, mens andre nye stillinger bliver født på arbejdsmarkedet.

For nylig konkluderede en undersøgelse fra Gartner, at kunstig intelligens ganske rigtigt vil udslette flere millioner jobs i de kommende år, men at endnu flere jobs vil blive skabt:

“Kunstig intelligens vil frem mod 2019 eliminere flere jobs, end der skabes, men Gartner vurderer, at antallet af jobs, der skabes på grund af kunstig intelligens, i 2020 er nok til at opveje underskuddet,” lød det fra Gartner.

Læs mere her:

Nordea vil fyre tusindvis af ansatte efter gigantisk satsning på it og digitalisering

Kunstig intelligens vil masseudslette millioner af jobs - men samtidig vil endnu flere nye jobs blive skabt

Se listen: De 10 teknologier med størst betydning i de kommende år - betyder store forandringer i din virksomhed