Apples nye iOS 11, der blev frigivet tidligere på ugen, er i det store hele blevet udrullet uden at skabe de store problemer hos de mange millioner brugere af iPhone og iPad.
Lige bortset fra med batteritiden - og den står det så til gengæld heller ikke ret godt til med.
En lang række Apple-kunder har nemlig over de seneste døgn registreret, at batteritiden på deres iPhone eller iPad er blevet kraftigt reduceret med iOS 11.
“Bruger iPhone 7 med iOS 11 her til morgen. Batteriet gik fra 81 procent til 47 procent på 15 minutter,” lyder det fra en Apple-bruger på Twitter.
“Tak til iOS 11 for at sluge batteriet hurtigere,” lyder det sarkastisk fra en anden.
Og en tredje Apple-kunde skriver: “Har haft iOS 11 installeret i otte timer. Batteriet lider allerede. Så det var altså ikke bare i betaen… Og jeg har en 7 Plus.“
Læs også: Apples nye iOS 11 er netop frigivet til iPhone, iPad og iPod: Dette skal du være opmærksom på
Den sidste kommentar henviser til, at det i beta-fasen med iOS 11 flere gange er blevet kommenteret af testerne, at batteritiden ikke var for god, men det er så blevet forklaret med, at det kun var en beta-udgave af styresystemet.
Nu er der så tale om den endelige udgave af iOS 11, og også her på Computerworld har vi bemærket, at batteritiden forringes kraftigt med iOS 11.
Det kan du gøre ved det
Det er langt fra første gang, at en ny iOS-version skaber problemer med batteritiden, og det er i øvrigt heller ikke kun Apple, der udsender opdateringer, der dræner batteriet - det er set hos alle de store producenter.
I første omgang vil vi anbefale, at du gør følgende for at minimere de negative konsekvenser af iOS 11:
1) Gå ind i Indstillinger > Batteri
Her har du mulighed for at slå den energisparende funktion til, hvis du er nervøs for, om din iPhones batteri holder dagen ud.
Du kan også se, hvilke apps der har brugt mest batteri i henholdsvis de seneste 24 timer og de seneste syv dage.
Måske du her kan spotte, om der er bestemte apps, der med fordel kan lukkes ned eller indstilles på en anden måde for at optimere batteritiden.
2) Slå app-opdatering i baggrunden fra
I forbindelse med nye iOS-versioner udsender mange af app-leverandørerne også nye versioner af deres apps. Det koster på batteritiden, når mange apps hentes på samme tid, og hvis du selv vil styre, hvornår de hentes ned, kan du derfor slå app-opdateringer i baggrunden fra i de kommende dage og uger.
Det gør du via Indstillinger > [Dit navn] > iTunes & App Store. Slå Opdateringer fra.
3) Slå WiFi fra og skru ned for lysstyrken
Du kan også overveje som en midlertidig løsning at slå WiFi fra, da det ofte er med til at dræne batteriet ganske hurtigt. I stedet kan du som en midlertidig løsning nøjes med at anvende 3G og 4G.
Det skader heller ikke at skrue lidt ned for lyset på skærmen.
4) Hold øje med nye opdateringer
Samtidig har vi i forbindelse med tidligere iOS-opdateringer set, at Apple få dage efter, at en ny stor iOS-version er sendt på gaden, kommer med en mindre lynopdatering, der retter diverse fejl - herunder eksempelvis batteriproblemer.
Hold derfor øje med nye opdateringer fra Apple i de kommende dage via Indstillinger > Generelt > Softwareopdatering.
Afstemning: Har du også batteriproblemer?
Læs også:
Apples nye iOS 11 er netop frigivet til iPhone, iPad og iPod: Dette skal du være opmærksom på
Blot få dage før lanceringen: Det nye Apple Watch ramt af graverende fejl