Apple havde vilde planer om at udvikle en selvkørende bil, men efter en intern fløjkrig blev de vilde drømme skrottet og erstattet med mere realistiske planer.
Det fortæller den amerikanske avis New York Times i en ny artikel, der bygger på oplysninger fra fem anonyme kilder, som var en del af udviklingsprocessen.
Ville kontrollere hardware og software
Projektet gik under det interne kodenavn Project Titan, og ifølge den amerikanske avis var det i første omgang Apples ambitioner både at bygge en fysisk bil samt den underliggende selvkørende teknologi.
På typisk Apple-vis ønskede virksomheden at have fuld kontrol over hardwaren, softwaren samt designet af bilen.
Apple arbejdede ifølge New York Times med detaljer i bildesignet, der inkluderede motoriserede døre der kunne åbne og lukke lydløst og det blev også overvejet hvordan en selvkørende bil uden rat og pedaler skulle indrettes.
Selvkørende biler kan normalt genkendes på den såkaldte lidar, der sidder som en knold på taget af bilen. Men ifølge New York Times arbejdede Apple på at udvikle en særlig lidar, der ikke er synlig på toppen af bilen.
Læs også: Apple-boss bryder tavsheden: Ja, vi arbejder på teknologi til selvkørende biler
Ville genopfinde hjulet
Apple gik ifølge New York Times så langt som til overveje at genopfinde hjulet.
Ideen var ifølge avisen, at et globeformet hjul ville gøre det muligt for bilen at bevæge sig sidelæns.
De vilde planer led dog skibsbrud.
Blandt andet fordi den daværende chef for projektet Steve Zadesky var uenig med Apples chefdesigner Jonathan Ive om, hvor vidtgående planerne skulle være.
Jonathan Ive ønskede at designe en bil, der var fuldstændig selvkørende, fordi det gav mulighed for at gentænke bilen som transportmiddel, mens Steve Zadesky mente at Apple i første omgang skulle forfølge planer om at designe en såkaldt semi-autonom bil, der kun havde visse selvkørende funktioner.
Derfor har Apple nu nedskaleret planerne. I første omgang arbejde Apple på at udvikle den bagvedliggende selvkørende platform, og samtidig eksperimenterer Apple med at udvikle en række selvkørende busser til en intern på brug på virksomhedens campus.
Læs også: Apples hemmelige bilprojekt ramt af problemer og fyringer