Project Scorpio blev præsenteret sidste år som Microsofts kommende vidunderbarn, frelseren mod Sonys kraftfulde Playstation 4 Pro og det igen stigende salg af gamer-pc'er.
Læs også: Scorpio skulle være konsollen over dem alle.
Under søndagens Microsoft-keynote på verdens største spilmesse, E3, blev Scorpio så præsenteret i sin fysiske form: En ny Xbox ved navn Xbox One X, med en mere kraftfuld processor og langt kraftigere GPU end Playstation 4 til en nogenlunde fornuftig pris på 4.000 danske kroner.
Den kan du læse mere om her: Her er Microsofts nye super-spilkonsol: Xbox One X med 4K-evner.
Den nye Xbox One X ser dog ikke særlig ny og imponerende ud på overfladen. Her ligner den blot en sortmalet, lidt mindre Xbox One S, men lad dig ikke narre.
Med en specialudviklet GPU bygget på AMD's Jaguar-platform (ligesom sidste års Xbox One S's GPU), har One X over 40 kerner, der opererer med en højere hastighed end Playstations 4 Pros 36 kerner, ligesom den nye One X også har en større mængde hukommelse, som samtidig også er hurtigere end PS4Pros.
Den understøtter desuden HDR-spil, hvis dit TV er HDR-ready, og har du kun et mere almindeligt 1080p/FullHD-fjernsyn, udfører den nye One X lidt magi og nedskalerer 4K-indhold til 1080p-opløsning, hvilket bør se flottere ud end almindelig 1080p-indhold.
Lidt på samme måde som YouTubes 4K-videoer ser flottere ud på en FHD-skærm end 1080p-kvalitets videoer.
Sagt på lettereforståeligt dansk: Den nye Xbox One X afvikler nye og gamle spil hamrende flot - særligt hvis du har et 4K-fjernsyn.
Men imens One X - angiveligt - sparker Playstation 4 Pro ud af ringen, så stiller den sig et lettere mystisk sted i forhold til PC'er.
For er den nye Xbox One X bedre til 4K-gaming end en tilsvarende PC?
Læs også: Her er Microsoft nye super-spilkonsol: Xbox One X med 4K-evner
Gaming PC mod Xbox One X
Microsoft har bygget den nye Xbox One X til 4K-gaming, hvilket stadig kræver relativt kraftig hardware i en pc.
CPU'en i den nye Xbox One X imponerer dog ikke i forhold til pc-verdenen.
Den indbyggede AMD-CPU vil yde nogenlunde svarende til halvdelen af en tilsvarende AMD Ryzen-processor, eller hvad der svarer til en nyere Intel i3 CPU.
Mere spændende er GPU'en. Den er specialdesignet med 40 kerner, der hver er sat til 1172MHz og imponerende 12 GB GDDR5 RAM med en hastighed på 326 GB/s.
Du skal op og finde et Titan X (Pascal)-kort (ca. 9.000 kr), før du finder et kort med samme mængde hukommelse, men hukommelsen er dog delt mellem system og grafikkort.
De 12 GB hukommelse betyder ikke, at den nye Xbox One X kan yde som et Titan X (Pascal)-kort. Langt fra.
Hvis du ville købe noget tilsvarende til en pc, skulle du finde noget, der minder om et AMD RX 580 eller Geforce 1060 (begge har dog mindre hukommelse).
Både RX 580 og Geforce GTX 1060 er ikke just, hvad man vil kalde 4K-kort, men husk på at Xbox One X kun skal bruges til spil, og er derfor markant bedre optimeret, hvor software og hardware spiller bedre sammen end i en pc.
Microsoft lover spil i 4K-opløsning ved 60fps (billeder i sekundet), hvilket er det helt store trækplaster ved konsollen.
Særligt til en pris på 4.000 kroner.
For en nogenlunde 4K-gaming-oplevelse på en PC skal du nok forvente omkring det dobbelte.
Forvent dog, at visse grafiske indstillinger er sat lidt ned, for at kunne håndtere en stabil framerate på 60fps.
Læs også: Fem ting vi ved om Nintendos nye spillekonsol
Udfordringen for Microsoft
Konsollen udkommer først til november, så det er på nuværende tidspunkt svært at sige, hvordan den kommende konsol vil stå imod Playstation.
Men en ting er sikkert: Xbox One X er spændende for de, der kigger sig om efter en ny konsol.
Microsofts udfordring bliver ikke at overbevise eksisterende Xbox-fans til den nye konsol. Med tiden og et stigende spiludvalg med 4K-egenskaber, vil de naturligt rykke videre til den nye maskine.
Sony vil formodentligt snart sænke prisen på sin Playstation 4Pro i konkurrrencen med den nye Xbox One X for at kompensere for den manglende ydeevne.
Det store problem for Microsoft bliver at overbevise masserne om at vælge en konsol.
Markedet for PC'er stiger i disse år særligt på grund af e-sportens også stigende accept og udbredelse.
Det har medført, at prisen på særligt gaming-computere til begyndere er dalende, ligesom grafikkort sidste år oplevede et voldsomt hop i ydeevne i forbindelse med Nvidias Pascal-lancering.
Flere personer køber derfor gamer-computere end tidligere. Personer som før måske havde valgt en konsol i stedet.
Og så er spørgsmålet, om 4K-opløsning og HDR-egenskaber er nok til at fange spillernes gunst.
Husk på, at hvis du overvejer at købe en Xbox One X og vil nyde godt af konsollens 4K-egenskaber, skal dit 4K-fjernsyn undersøtte HDMI 2.0. Ellers vil du kun kunne spille ved 30fps.
Læs også: Ny spil-konsol en kæmpesucces for Nintendo: Aktiekurs buldrer op til højeste niveau i otte år - konsol rives væk