Artikel top billede

Danske DukaPC har store ambitioner om at komme ind på markedet i blandt andet Tyskland. Det er dog ikke ligetil, når man ikke har de økonomiske muskler, der kræves. (Foto: Rikke Olsen)

Dansk hardware-succes vil til udlandet - er på jagt efter investorer: "Vi har nok undervurderet, hvor meget det koster at etablere sig i et andet land"

DukaPC har oplevet voldsom succes med at sælge hardware og service til kunder uden den store kendskab til computere. Virksomheden klarer sig så godt, at Financial Times har nævnt den på sin liste over de 1000 hurtigst voksende virksomheder i Europa. Nu sætter direktøren for alvor kursen mod udlandet. Men han mangler pengene.

Hvem skulle have troet, at en dansk hardwareudbyder fra Hinnerup uden for Aarhus skulle nå til spalterne i den fornemme avis Financial Times? Og hvem havde troet, at det kunne lade sige gøre ved at vælge de mindst digitale generationer som sin kundegruppe?

Det havde man ikke engang selv hos DukaPC, men direktør Kim Gervin glæder sig over, at virksomheden har fundet vej til den prestigefyldte liste.  

"Jeg er da stolt over det, men da egentlig også en lille smule overrasket, når man tænker over, hvor mange virksomheder der er i Europa. Vi har en flot vækst, men jeg havde ikke forventet, at den var så flot, at vi kunne komme på sådan en liste," siger han.

En hjælpende hånd

Ideen bag DukaPCs koncept er simpel: Ældre mennesker kan købe sig til en computerløsning, hvor blandt andet softwaren er forsimplet.

Derudover stiller DukaPC en supportfunktion til rådighed, der kan overtage den pågældende computer og hjælpe brugeren med at løse problemet. 

Derudover sørger systemet selv for at installere opdateringer og sørger for, at billeder og andre dokumenter opbevares sikkert. 

Ideen til konceptet kom, efter stifteren af virksomheden, Lars Peter Larsen, havde en samtale med sin bedstemor.

Hun fortalte ham, at det, som hun fortrød mest i tilværelsen var, at hun aldrig fik lært at bruge en computer. Det blev startskuddet til ideen om, at sælge en simpel løsning til folk uden den store erfaring med computere.

Bredere målgruppe

Nu skal det dog være slut med kun at henvende sig til en kundegruppe, der aldrig før har brugt computere. Det forklarer Kim Gervin, der vil have fat i en ny gruppe kunder. 

"Vi vil gerne gøre produktet anerkendt for noget mere end kun at hjælpe folk, der aldrig har brugt en computer før, for dem er der også færre af i dag," siger han og fortsætter: 

"Vi vil gøre målgruppen meget bredere. Vi blev etableret som et tilbud til folk, der ikke var trygge ved at bruge computere, men der er rigtig mange, der egentlig bruger en computer i dag uden at have den store interesse i det og som egentlig gerne bare vil have en let løsning. Derfor lancerer vi her til maj Duka Pro, som er en løsning til folk, der ikke er begyndere."

Det store spring

For DukaPC har det igennem flere år været et klart mål, at komme til udlandet.

Tilbage i 2012 skrev magasinet Red Herring om hardwarekonceptet fra Hinnerup, og allerede dengang talte man om muligheden for at komme til blandt andet Tyskland.

I løbet af de seneste fem år har DukaPC da også fået en fod indenfor i netop Tyskland.
Nu behøver virksomheden økonomiske muskler udefra, der kan gøre eksporteventyret til virkelighed.

"Vi har gennemført nogle store test-cases i Tyskland med flere hundrede kunder, der tester vores produkt. Vi har også været nævnt i Computer Bild, som har rost vores produkt. Vi har også talt med store forhandlere, som også er meget interesserede. Det samme har vi gjort i England, og nu er vi på jagt efter eksterne investorer, så vi kan komme i gang med det store eventyr. Vi kan ikke løfte det selv, selv om vi er på en flot liste," erkender Kim Gervin.

Han havde gerne set, at ekspansionen sydover var foregået i et noget andet tempo, end det er tilfældet. Derfor har han også sat det som et mål for DukaPC, at udlandstogtet skal lykkes i år.

"Det er ikke gået så hurtigt, som det skulle. Det kan jeg lige så godt sige. Jeg tror, vi har undervurderet, hvor meget det koster at etablere sig i et andet land, når man skal begynde fra bunden. Det er derfor, vi er villige til at få andre med på vognen, og ambitionen er, at det gerne skulle ske omkring fjerde kvartal i år," siger han.  

Som direktør for DukaPC kan han mærke, at der er pres på for, at drømmen om at sælge sit produkt til kunder i resten af verden lykkes.
 
"Jeg føler, at der er et pres på for, at vi kommer til udlandet. Uanset hvor dygtig man er, så er Danmark et lille land. Vi har en masse data om, hvordan behovet er i udlandet, og vi kan se, at der er et langt større behov for vores produkt i andre lande."