Mange børnebørn har måttet lægge telefon til nødlidende bedsteforældre med ofte relativt simple it-problemer.
Søde børnebørn har guidet over telefonen eller er cyklet forbi og hjulpet til med printerproblemer, mens de slette af dem måske har ladet telefonen brumme, mens farmor fortvivlet har set sine mails strande i udbakken.
DukaPC har med stor succes gennem mange år hjulpet seniorer i Danmark og Norge med deres it ved at levere nemme løsninger med forsimplet software og masser af support.
Det er så god en ide, at virksomheden de seneste fem år har haft som mål at etablere sig bedre i udlandet. Den eneste udfordring har været pengene.
Nu er pengene her i form af et kapitalindskud fra Executive Capital, der har købt 37,5 procent af aktierne i DukaPC.
Læs mere om opkøbet her: Aarhusiansk hardware-succes er blandt europas hurtigst voksende virksomheder: Nu køber kapitalfond en stor del af forretningen
Med salget følger imidlertid også en plan-ændring. Seniorer fra Dublin til Dubronvik må nemlig væbne sig med tålmodighed eller fortsat trække på børnebørnene. For fremover skal DukaPC skal fortsætte med at koncentrere sig om det danske marked - og om ekspansion i udlandet.
"På den korte bane er der ingen tvivl om, at vores fokus er på det danske marked," siger direktør i DukaPC, Kim Gervin.
Investorer vil fokusere på Danmark
Strategiskiftet kommer, efter DukaPC kan berette, at man har taget den danske investorgruppe Executive Capital ind i selskabet.
Investorerne, der alle har en fortid i erhvervslivet, har købt 37,5 procent af aktierne i DukaPC.
Og med deres erfaring har de overbevist Kim Gervin og kompagni om, at fokus i første omgang bør være på det danske marked.
”Det er stadig ambitionen at komme til udlandet. Det må bare ikke overskygge det andet. Det må ikke lyde som om, at det er uambitiøst, bare fordi vi ikke vil til udlandet i morgen og erobre hele verden. Faktum er, at der er så ekstremt stort potentiale i Danmark for det her. Det er så nyt at tænke it som et bekvemmelighedsprodukt frem for et kompliceret produkt," siger Kim Gervin.
Læs mere om Dukas visioner her: Dansk hardware-succes vil til udlandet - er på jagt efter investorer: "Vi har nok undervurderet, hvor meget det koster at etablere sig i et andet land"
Blandt investorerne finder man Klavs Vejlang, der har en fortid som leder af Volarius Group.
Han indtræder som ny bestyrelsesformand i selskabet mens Jørn Rosenmeier, der har en fortid hos Tech Data bliver nyt bestyrelsesmedlem.
Det lyder som om, at jeres fokus er flyttet mere mod hjemmemarkedet, nu hvor I har fået danske investorer ombord?
“Når jeg siger det, så synes jeg, at det lyder på en måde, og når du siger det, så synes jeg, at det lyder på en helt anden måde. Vores ambition har hele tiden været, at vi gerne vil til udlandet. Vores fokus er på det danske marked, og det kan du sige strækker sig lidt længere, fordi det ikke er en udenlandsk investor, der er kommet ombord. Når du siger det, så lyder det som om, at vi har et mindre ambitionsniveau.“
Vil satse på større målgruppe
Når de nye kloge og rige hoveder i virksomheden vil flytte fokus fra at eksportere ideen om senior-pc'er til udlandet, så drejer det sig om mulighederne i at udvide produktet på hjemmemarkedet.
Kim Gervin og resten af DukaPC er nemlig blevet overbevist om, at de danske forbrugere i takt med, at livet bliver oversvømmet af digitale devices, vil efterspørge flere tekniske løsninger, som en leverandør tager ansvaret for, og som forbrugeren ikke blot henter i Elgiganten og selv sætter op.
"De her investorer vil gerne hjælpe os med at gøre vores produkt bredere. DukaPC er kendt for it-hjælp til seniorer, men hele spørgsmålet om, at it er ting, som alle har men som ikke alle har indsigt i, hvordan fungerer, vil vi gerne gøre nemt for den brede befolkning,” siger Kim Gervin og fortsætter:
“Bekvemmelighedsøkonomi er en kæmpe trend. Den er den trend vi køber ind i. Du kan forestille dig alverdens konsumerprodukter inden for elektronik, som private har indenfor dørene, som det kunne være rart, at der var en leverandør, der stod for. Det kunne være alarmsystemer, overvågning, videoovervågning, internetfordeling i rummene. Der er masser af ting.”
Uanset hvordan man vender og drejer det, så er ambitionen om et udlandstogt sat på hold i et stykke tid. Direktionen mener, at man nu har muligheden for at lægge en seriøs plan for ekspantionen og gør opmærksom på, at man stadig har en ambition om at komme til udlandet indenfor en årrække.
Computerworld har spurgt ind til prisen på de 37,5 procent af aktierne, men blev i flere omgange henvist af direktøren til en ventetone, som signal om, at han ikke ønsker at tale om den del af handlen.