TDC Hosting går en ny fremtid i møde, efter selskabet og dets 300 ansatte 31. marts forlod TDC-familien og blev overtaget af kapitalfonden Maj Invest Equity.
Med den nye ejer ligger det fast, at TDC Hosting dropper sit navn.
Selskabet blev stiftet i 2004 som en del af TDC, men under det nye ejerskab skal de oprindelige familiebånd kappes, og TDC behandles både som en strategisk partner og en kunde som alle andre - om end en meget stor en af slagsen.
Indtil videre beholder TDC Hosting dog sit gamle navn. Det har selskabet nemlig fået lov til at låne i en periode af TDC.
"Vi har som en del af handlen indgået aftale om, at vi i en fornuftig tidsperiode må beholde navnet [TDC Hosting, red.], så vi har tid til at finde et nyt navn og en ny identitet. Og det er vi gået i gang med som del af vores rebranding," siger administrerende direktør i TDC Hosting, Allan Jakobsen, til Computerworld.
Han vil ikke fortælle noget om den tidsramme, der er blevet sat op, lige som han ikke vil sige noget om de navneemner, der eventuelt arbejdes med for tiden.
"Vi vil gerne have, at det bliver en overraskelse, når vi går i markedet med det nye navn, så jeg vil ikke sige noget om den tidsramme, som vi arbejder med," lyder det fra direktøren.
Han vil dog godt fortælle, at TDC Hostings nye navn skal findes med udgangspunkt i selskabets strategi og i den måde, hvorpå det gerne vil opfattes i markedet.
Hertil kommer, at navnet selvfølgelig ikke må anvendes af andre - hverken indenlands eller udenlands.
"Vi har bedt nogle skarpe marketingfolk om hjælp - både interne og eksterne. Ud fra deres arbejde vil der så blive udarbejdet en lang liste med mulige navneforslag, som vil blive holdt op mod den positionering, som vi ønsker at tage i markedet," siger han.
Kapitalfond som ejer
Gennem de senere år er en lang række danske selskaber blevet solgt helt eller delvist til kapitalfonde. De tæller blandt andre KMD, Conscia, GlobalConnect, Netcompany Zitcom, Scannet, SiteCore og flere andre.
TDC forsøgte første gang at sælge TDC Hosting i 2015, hvor selskabet var til salg i ni måneder uden at en køber dukkede op. Derefter besluttede TDC at beholde selskabet. Det varede indtil Maj Invest Equity meldte sig som mulig køber.
Salget af TDC Hosting kommer i en tid, hvor der konsolideres og oprustes til kamp i den danske hostingbranche.
I den seneste tid er DanDomain, Jaynet og Solido Hosting eksempelvis blevet solgt til belgiske Intelligent, mens GlobalConnect fornylig blev solgt til EQT.
Du kan læse mere om denne konsolideringsbølge her: Opkøbsbølge har ramt Danmark: Hostingselskaber bliver opkøbt af udenlandske spillere.
Kapitalfondene har typisk en dagsorden om at værdiforøge selskaberne over en kortere årrække og dernæst videresælge dem i såkaldte exit'er, hvor gevinsten tages hjem.
Det betyder, at de altid overtager selskaberne med en klar vækst-agenda på bordet. Og det gælder også for TDC Hosting.
"Men det er vigtigt at slå fast, at den nye ejer [Maj Invest Equity, red] har købt ind på vores eksisterende strategi. Maj Invest tror på vores grundlæggende strategi om at være en hybrid cloud-udbyder. Vores nye ejer har sat sig meget grundigt ind i tingene og har lagt et stort stykke arbejde i at forstå os, konkurrentbilledet og hvad kunderne efterspørger i markedet. Det kommer uden tvivl til at hjælpe os," siger Allan Jakobsen.
Efter mange år på forskellige topstillinger i og uden for TDC tiltrådte han som administrende direktør i TDC Hosting i august i fjor.
Kapitalfondene kommer ofte med et ønske om at trimme. Er der noget fedt på TDC Hosting, som skal skæres til for at gøre den nye ejer tilfreds?
"Vi har allerede været gennem flere runder, hvor vi har set på muligheder for at optimere vores interne setup. Så det ligger ikke umiddelbart i planerne, at vi skal skære ned eller skære fedt fra. Vi er i en vækstbranche, og vi ansætter folk hver uge og har i øvrigt lige så svært som alle andre ved få besat vakante stillinger," siger Allan Jakobsen.
TDC Hosting har da også haft pæn vind i sejlene i en del år, og selskabet omsætter i dag for næsten en halv milliard kroner om året.
Mere agil
Det er et grundlæggende vilkår i næsten alle brancher i dag, at man kan agere hurtigt som virksomhed: Ændre kurs, justere og trimme relativt hurtigt i takt med, at markeder, vilkår og konkurrenterne udvikler sig.
Her ser Allan Jakobsen store fordele under den nye ejer.
"Jeg er helt overbevist om, at vi fremover vil kunne agere hurtigere og mere smidigt. Der er ingen tvivl om, at det som lille datterselskab i en større koncern er nemmere at blive overset, end det er tilfældet, hvis man er ejet af nogen, der er sat i verden for at hjælpe en til at servicere kunderne bedst muligt," siger Allan Jakobsen.
Hvad kommer det til at betyde helt konkret?
"Det vil betyde, at vi bliver mere omstillingsparate og mere agile i forhold til kunderne. Der er ingen tvivl om, at vi eksempelvis kommer til at reagere hurtigere på kunders ønsker og også på kritikpunkter.
Ifølge Allan Jakobsen kommer TDC Hosting til at fokusere på to ting, som han betegner som selskabets ‘ledestjerner,' nemlig at ‘skabe mere værdi for kunderne samt at gøre det nemmere for dem at gøre forretning med os.'
Har det ikke også været målene tidligere?
"Jo, det kan du sige. Men jeg tror, at der vil komme en skarpere prioritering af ting, som man skal fokusere på og investere i, da de her to ting bliver afgørende for, hvad vi skal bruge ressourcer på."
Allan Jakobsen har arbejdet med kapitalfonde i mange år. Og han siger, at hans generelle opfattelse er, at kapitalfondene altid arbejder uden politiske dagsordener.
"Der er udelukkende en dagsorden om at gøre det, der er bedst for kunderne," siger han.
Hvor tror du, at TDC Hosting vil være om fem år?
"Jeg håber og tror da på, at vi er en stor og stærk spiller i it-outsourcing-markedet, og jeg tror, at vi til den tid er kommet rigtigt langt med at eksekvere på vores underliggende hybrid-cloud-strategi, har mange tilfredse kunder og har fået vækstet både top og bundlinie."
Hvor meget skal du vækste top og bundlinie for at være tilfreds?
"Jeg har selvfølgelig sammen med de nye ejere sat nogle mål op, men det er ikke nogen mål, som vi ønsker at dele med omverdenen."
Læs også:
TDC skiller sig af med TDC Hosting - sælges til kapitalfond
Derfor er kriseramte TDC tvunget til masse-udsalg og fyringer: Hårde tider venter forude
Branchen konsoliderer: Ny fusion i den danske cloud- og hosting-branche