Nogle mener toget har forladt perronen og for alvor er ved at komme op i fart, andre at der først nu er blæst til afgang.
Hvorom alting er, er 2017 året, hvor erhvervsledere og politikere skal gøre op med sig selv, om de vil sikre Danmark en plads blandt de bedste til at udnytte den teknologiske udvikling - eller om de vil acceptere at blive efterladt tilbage og marginaliseret på perronen.
Det er den erkendelsesproces, der er den største teknologiske udfordring i 2017.
Alt for mange har fortsat foden på bremsen og kan, vil eller ønsker ikke at erkende, at deres forretningsplatform har afgørende brug for ny kapital i form af avanceret kundeindsigt.
Som forbrugere er vi blevet forkælede. Vi forventer, at vores leverandører af alt fra rejser til fødevarer forstår os, kender os og møder os på vores betingelser.
I tillæg forventer vi, at de interagerer med os på en nem måde. Gør du det ikke nemt, er du hurtigt glemt.
Som travle forbrugere orker vi ikke at skulle udfylde skemaer med informationer fra fødsel til død bare for at bestille en pizza.
Vi forventer at blive betragtet som individualister. I praksis er vi nede og tale om segmenter på én person - og segmenterne er for at gøre det hele ondt værre ekstremt omskiftelige og illoyale.
Teknologisk har vi som forbrugere aldrig haft så mange muligheder for at handle og agere som i dag.
Vi er koblet op med hinanden og til hinanden som aldrig før. Vi søger informationer og får informationer alle steder fra.
Påvirkningerne er næsten uendelige, og de teknologiske fremskridt flytter hele tiden grænserne.
Erkendelsen er, at intet er hvad det har været - og ej heller bliver det igen. Så hop med på toget nu, og find en god plads foran i vognen, inden det er kommet mere op i fart.