Mine børn har det let.
Det meste nu om dage kan klares uden at røre mere end en enkelt finger.
Og når de bliver gamle nok til at tage kørekort, er det nok ikke engang nødvendigt.
Ikke noget med at køre Fiesta på glatbanen på Amager (den ude ved Flyvergrillen) eller svede over en teoribog med spørgsmål om, hvor langt fjernlyset skal række, og hvor dybt dækmønsteret skal være.
Når de skal til at køre bil, kører alle bilerne nemlig selv.
Dermed undgår vi en hav af uheld - og vejene bliver tømt for søndagsbilister. Og jeg sparer 10.000 kroner. Gange to. Alt sammen på grund af teknologiens Tesla-speedede indmarch.
Ikke kun kørslen bliver lettere. Vi kan med stor sandsynlighed overlade det meste til fremskridtet.
Faktisk går Elon Musk så langt som at snakke om at indføre borgerløn, fordi automatisering og robotter overtager de fleste job.
Det bliver med andre ord en loppetjans for mine unger.
Terminator gør intet for os
Men vi må ikke begå den fejl at tro, at vi er bare i nærheden af at kunne lade Terminator og vennerne gøre jobbet for os.
Vi kan ikke læne os tilbage og nyde 2017 og satse på, at teknologien redder os. Det skal vi selv.
Tænk bare på de mange it-projekter, der fejlede big time i 2016. Vi ligger vel nede på en 35-40 procent succesrate - hvis det kan gøre det.
Og der er ingen grund til at tro, at det ændrer sig i 2017 - selv ikke med den fremadstormende teknologi. Det skal vi i hvert fald ikke sætte vores lid til.
Vores projekter skal fortsat ledes efter M3-princippet - menneskene, metoderne og maskinerne - med menneskene øverst på listen.
Vi skaber resultaterne - ikke teknologien.
Når et projekt lykkes, er det ikke på grund af teknologien, men fordi de rette mennesker er involveret fra start til slut.
Det gælder lige fra de erfarne projekledere til den engagerede projektsponsor og de dygtige specialister, der alle ved, at hvis vi vil være successfulde, kræver det fokus på hurtig effekt, smidighed, momentum og lederskab.
PS. Dækmønsteret skal minimum være 1,6 mm, og fjernlyset skal kunne belyse vejen tilstrækkeligt mindst 100 meter foran køretøjet